ANMELDELSE. Jeg har følt mig meget dum under læsning af Brian Dues bog med den lusket lettilgængelige titel ’Ideudvikling’. Måske du, ærede læser, har nemmere ved at dechifrere teksten end jeg. Prøv selv: ”Det er dette løbende, sekventielt udfoldede arbejde, der gør, at ideudvikling aldrig blot kan iagttages som en statisk proces, men derimod forstås som dynamisk. Dette udgangspunkt peger således også på, at de centrale elementer i en multimodal interaktionsteori er etnometodologi og conversation analysis i en kobling med peirciansk semiotik.”

Det skal selvfølgelig ikke ligge Brian Due til last, at jeg ikke er akademiker (og slet ikke Frederik Stjernfelt) og som sådan nok er fejlcastet til at anmelde hans bog. Og dog: Jeg kunne faktisk godt være en af de ”ledere, medarbejdere og konsulenter”, som bogen ifølge bagsiden henvender sig til, og som gerne skulle få en ”bedre forståelse af ideudviklingssituationer, og dermed hvordan vi bliver bedre til at ideudvikle”, og jeg har altså været på hårdt arbejde med Due på natbordet. 

For så vidt er bogens ærinde både sympatisk og rimeligt ligetil, nemlig at stimulere til flere og bedre ideer gennem brugen af mange modaliteter (tale, krop, artefakter (for eksempel post-its, tegninger, kognitive stilladser med mere)) i opposition til en forældet faseopdelt og lineær idegenereringstradition, hvor den bedste ide er den sidst tilkomne, og hvor ideudvikling mere har karakter af usystematiske skinprocesser eller endeløse møder, hvor selve det at fremsætte en ide kan være farligt og risikofyldt og forbundet med potentielt ansigtstab og udskamning. Ligeledes er bogens hovedpointer om bisociationer (evnen til at sætte allerede kendte ideer sammen i nye og overraskende kombinationer) og skabelsen af et fælles forestillingsunivers (der gør det muligt at indtræde i en ideudviklingsproces uden de helt store omkostninger) interessante. Men hvorfor pokker skal det præsenteres så langhåret? Det går nemlig samtidig ud over vægtningen af bogens kapitler, hvor Due efter min mening bruger for meget krudt på de indledende definitioner og begrebsafklaringer, og for lidt på de afsluttende og ellers spændende og praktisk anvendelige kapitler om ideudvikling som identitetsarbejde og om faciliteret ideudvikling. 

Når det er sagt, tror jeg, at jeg (når min til gråd grænsende frustration over sværhedsgraden har lagt sig) vil læse ’Ideudvikling’ igen for at få cementeret begreber som ”seriel monologi”, ”spin in & spin out”, sprogspil, ansigtsbevarende strategier og ”design thinking”, som Brian Due blandt meget andet retfærdighedsvis også når rundt om. 

Ideudvikling – En multimodal tilgang til innovationens første kreative faser
Brian Due
Samfundslitteratur
190 sider, 249 kroner

Julie Asmussen er pr-medarbejder og underviser på DMJX