Det kan egentlig siges ganske kort. Peter Holdt Christensen har skrevet en fremragende bog om motivation, som efter min mening bør ligge på enhver leders bord. Den formidler, analyserer og præsenterer den vigtigste forskning i både klassiske og nyere motivationsteorier. Den er tænkt – ikke som en facitliste, men som et oplæg til diskussion i ledergruppen eller på uddannelsessteder.
Ironisk nok skulle jeg igennem en del udfordringer med PostNord, inden jeg fik bogen. Helt nøjagtigt tog det firmaet over en måned at fragte den fra København K til Frederiksberg. Da den endelig landede hos mig, var jeg optaget af andre ting og derfor ikke ligefrem topmotiveret for at give mig i kast med en 400 sider lang grundbog om – ja, motivation.
Men det ændrede sig. Da jeg først var kommet i gang med bogen, kunne jeg slet ikke slippe den igen. Flere gange undervejs tænkte jeg aha eller havde min chef dog bare læst den, for motivation handler ikke kun om penge, faglige udfordringer og fællesskaber, men også om at sikre, at vi ikke er utilfredse, når vi er på arbejde.
Peter Holdt Christensen er ph.d. og lektor ved Copenhagen Business School, CBS. Bogen er derfor også tænkt som en undervisningsbog. Jeg håber godt nok, de kommende ledere på CBS lytter efter i timen, for grundbogen kan være sort guld for bundlinjen. Den er bygget kronologisk og pædagogisk op i fire dele – først en forklarende, lidt tung, men det giver mening i en undervisningssituation, så en præsentation af først de klassiske motivationsteorier, så afsnit om den nyeste forskning. Og endelig til sidst en sammenfatning.
Og der er noget at tænke over. Vi sammenligner os nemlig ikke kun med hinanden på arbejdspladsen, hvad angår løn, performance og udbytte. Forskning dokumenterer, at ansatte også sammenligner sig med kunderne. Bilinspektører er for eksempel mere tilbøjelige til at godkende standardbiler, hvis ejere ligger på samme lønniveau som dem selv, end luksusbiler, hvor ejerne ofte ligger lønklasser over.
Det er heller ikke altid en god idé at hemmeligholde løn for at undgå, at medarbejderne begynder at sammenligne sig med hinanden. Forskning i hemmeligholdelse af løn viser nemlig, at det kan være skadeligt og ligefrem reducere ansattes motivation, fordi de bliver usikre, hvorimod en sammenligning kan motivere særligt mennesker med højt selvværd til at yde mere, fordi de ser kollegaens højere løn som en mulighed for at forbedre sig.
Jeg kunne godt have brugt lidt danske eksempler. Jeg ved, at flere arbejdspladser i dag sværger til jobdesignmodellen. Hvordan fungerer det? Men det hører til i småtingsafdelingen. Bogen bør efter min mening være fast pensum ikke alene på CBS, men også på journalistuddannelserne. Der er fem stjerner herfra.
Anne Lea Landsted er journalist
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.