Henrik Enegaard Skaanderup har skrevet en fremragende bog. Slået Hjem fra 2011 er en ærlig og modig selvbiografisk fortælling om, hvordan det var for forfatteren at blive fyret som koncernchef, og hvordan han via en hulens bunke netværkssamtaler 18 måneder senere fik et nyt job.
Nu har Skaanderup skrevet en ny bog. Den er ikke fremragende, men den er både modig og vigtig.
Tag Stikket Hjem er en håndbog i jobsøgning via netværk. Skaanderup understreger, at han ikke er ekspert, men praktiker, og at bogen er nødvendig, fordi der i de mange bøger om jobsøgning kun findes få kapitler om netværksbaseret jobsøgning. Skaanderup nævner ikke, hvilke bøger han tænker på. Han refererer ikke til bøger, heller ikke til de mange, der findes om networking.
Bogen er et forsøg på at oversætte egne erfaringer til en generel metode for, hvordan man får job via netværk. Det kræver mod at stille sig selv sådan en opgave. Ingen tvivl om, at masser af job besættes via netværk, eller om at alle jobsøgende bør benytte netværk i deres jobsøgningsproces. Dog virker det ikke overbevisende, at en koncernchefs erfaringer fra én jobsøgningsproces via netværk skulle kunne oversættes til en generel metode for alle stillingskategorier i alle brancher.
Der er alligevel meget fornuft i Skaanderups metode – og mange gode råd:
Vær velforberedt, inden du starter med at netværke mod jobs. Hav styr på dine kompetencer og præferencer. Vid, hvad du kan, og hvad du vil, for det skal du kunne kommunikere til andre.
Hav styr på dit CV, og hav en strategi for, hvordan du vil fremstå på nettet.
Kortlæg dit netværk, og tænk over, hvor godt I kender hinanden fagligt og professionelt. De nære venner kender sjældent din professionelle profil eller dit CV, og det skal de gøre, før de kan være dine øjne og ører.
Brug dem, du kender, til at få adgang til dem, du ikke kender.
En netværkssamtale er noget helt andet end en jobsamtale, for den, du taler med, sidder ikke med et job til dig, men med vigtig viden, og måske med viljen til at holde øjnene åbne for dig.
Forbered dig grundigt på den virksomhed og den person, du skal holde netværksmøde med.
Skaanderups metode er systematisk, men også tung og uelegant. Formålet med enhver kontakt er at opnå et netværksmøde på en halv til en hel times varighed med en person, som er dig ligeværdig. Inden mødet skal du maile dit CV, og kronen på mødet er, at du overtaler personen til at være dine øjne og ører. Her tænker jeg, at fokus er alt for meget på dig selv og dit jobønske. Tænk lidt mere på den, du holder møde med, og dennes ønsker og behov. Giv. Giv. Giv.
Skaanderup nævner flere gange sin erfarne jobsøgningscoach og outplacementrådgiver, Karsten Gronemann, der de seneste 11 år har rådgivet opsagte chefer. Han ville være interessant at se som forfatter til den næste bog om jobsøgning via netværk.
Mads Løkke Rasmussen er karriererådgiver i DJ
Tag stikket hjem – Få dit næste job via netværk
Henrik Enegaard Skaanderup
Gyldendal
195 sider, 300 kroner
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.