search

Mobilhistorie på print

Bog: The Story. Volume One: Transformation Forfatter: Dr. Mario García Forlag: Thane & Prose, New York (164 sider, pris 315 kroner)

Han er en levende legende: Dr. Mario García har redesignet over 720 aviser i 121 lande og er trods sine 72 år en stadigt nysgerrig og energisk designkonsulent, underviser og foredragsholder.

Personligt havde jeg fornøjelsen af at arbejde sammen med García om redesign af Jyllands-Posten tilbage i 2001. Året efter udkom hans bog ’Pure design’, som stadig er en slags grafisk bibel for mig.

Nu udkommer, i tre bind, hans 14. bog med titlen ’The Story’ – som en reference til den gode historie, som ifølge García bør være i centrum i al nyhedsdesign. Første bind, som anmeldes her, har undertitlen ’Transformation’.

I bogen gennemgås retrospektivt nogle af de ’revolutions’, som i hvert sit årti har ændret vilkårene for nyhedsformidling, og som García har skrevet om i tidligere bøger.

Dernæst fortæller García om tilfælde, hvor han har oplevet en høj grad af ‘transformation’ i samarbejdet med store medier som The Wall Street Journal (farve i en hidtil sort/hvid avis), Die Zeit (nu med fotografier!) og colombianske El Tiempo, hvor et redesign udviklede sig til en total omlægning af selve avisens struktur.

Sidste del er fremadskuende. I syv små kapitler giver García råd til arbejdet med transformation i en tid, hvor nyhedsforbruget er flyttet fra store forberedte ‘editions’ i papiraviserne til den evigt opdaterende mobiltelefon.

Man skal skrive og designe anderledes, når læseren konstant afbrydes i læsningen, men samtidig forventer at få nyhederne leveret hvor som helst og når som helst.

Tricket er, ifølge García, at dele historien op i små bidder og servere dem drypvis – i en form, der er tilpasset det aktuelle medie. Visuelle elementer spiller en stor rolle, samt tidspunktet, de forskellige dele frigives på (for eksempel kan videoer med fordel publiceres i frokostpausen – “They go well with a soup and a sandwich”).

Bogens format er et eksperiment – oprindelig insisterede García på, at bogen kun skulle udgives som e-bog til mobiltelefon, men lod sig alligevel overtale til en trykt udgave.

Den elektroniske udgave (kun tilgængelig på det amerikanske marked) er tilsyneladende overført 1:1 til bogform – hver side svarer til et skærmbillede med brødskrift i en størrelse på cirka 24 punkt.

De korte tekster har måske virket på en iPhone, men de fungerer ikke ret godt i bogform. Den abrupte, korte form levner ikke plads til den uddybning af pointer, som man kan forvente i en bog.

Så indtil bind 2 og 3 – måske – har overbevist mig om det modsatte, er ’The Story’ ikke den nye García-bibel i min bogreol.

Lars Pryds er grafisk designer MD

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen