Bog: Argumenter mod kvinder

Forfatter: Birgitte Possing

Forlag: Strandberg Publishing (280 sider, 200 kroner)

Anmelder: Johs Lynge, freelancejournalist

Professor emerita Birgitte Possing har indhøstet megen hæder i en knap halvtredsårig historiefaglig karriere, som også har beriget den læsende offentlighed med en række biografier – blandt andet om stærke kvinder som pigeskolepioneren Natalie Zahle. Seneste bedrift er bogen ’Argumenter mod kvinder’. Her gennemgår Possing cirka 200 års misogyne/mandschauvinistiske argumenter, der hertillands er fremført imod kvinders ligestilling – og ligeværd, hvad forstand og formåen angår. Det er både oplysende, tankevækkende og ikke sjældent underholdende læsning.

Denne læser studser dog lidt over forfatterens erklærede ansporing til at kaste sig ud i projektet. Noget overraskende står den excentriske DF’er Morten Messerschmidt og tidligere 3F-formand Poul Erik Skov Christensen for skud. Messerschmidt kom for skade at kalde en frafalden partifælle, der angreb ham for misbrug af EU-midler, for ”en lidt forvirret pige fra Rebild”. Og Skov Christensen bemærkede om sin kollega Lizette Risgaard, da hun kandiderede til LO-formand, at ”hendes erfaring ikke er på omgangshøjde med vores andres. Og det er jo alvorlige ting, vi diskuterer”.

Følgende ræsonnement ramte derpå Birgitte Possing:

”De to udtalelser havde noget til fælles, og det ekkoede inde i mit hoved. Jeg havde hørt den slags argumenter helt tilbage i 1840, da Natalie Zahle og de andre sagde, at de gerne ville have adgang til uddannelse for piger over 14 år. Jeg begyndte at læse bagud, og det var virkelig utroligt, hvad de blev kaldt.”

At den gamle 3F-formand skulle have beslægtede misogyne tilbøjeligheder, forekom denne læser en anelse ejendommeligt. Lidt selvstændig research ned i den kontekst, citatet indgik i, overbeviser ikke om, at han dokumenterbart har leveret seneste skud på stammen i den kanon over misogyne udgydelser, Possing ellers så fermt har udarbejdet. I konteksten fremgår det, at Poul Erik Skov Christensen muligvis ikke betragtede Lizette Risgaard som den stærkeste kandidat i feltet, hvad den faglige erfaring angik. Men foretager man det eksperiment at skifte Lizette ud med Lars, fremstår formuleringerne ikke indiskutabelt misogyne, som forfatteren ellers lader forstå.

Om Birgitte Possing nåede at opfange Messerschmidts efterfølgende undskyldning for førnævnte bemærkning, inden hun tog fat, er ikke godt at vide. At Messerschmidt er mand for misogyni af mere substantiel art, er imidlertid ”en udfordring” at dokumentere. At han alligevel her lægges på hjul og stejle, med maksimal fremhævelse, siger muligvis mest om forfatterens generelle politiske sym- og antipatier.