ANMELDELSE. Det skulle I have gjort for længe siden, lød kommentaren fra den lokale vinhandler i Aakirkeby, Søren Wolff, da Bornholms Tidende onsdag den 8. oktober krympede papiret og blev til en tabloidavis – i hvert fald hvad størrelsen angår. Dermed har Danmarks østligste dagblad annammet samme format som alle landets øvrige provinsaviser. I hovedstaden holder Politiken, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad indtil videre fast i broadsheetformatet.

Her fra anmelderside iler vi med at give vinhandleren ret. I en lokalavis som Bornholms Tidende muliggør tabloidformatet en klarere struktur og mere overskuelige sider – samt større fleksibilitet, fordi man ikke er pisket til at afsætte et helt opslag til hver afdeling hver dag (at det indtil videre er det, Bornholms Tidende gør, er en anden sag). Og så er den lille avis naturligvis langt nemmere at jonglere rundt med over eftermiddagskaffen, hvor størstedelen af de godt 8.500 abonnenter formentlig læser deres daglige avis. Bornholms Tidende adskiller sig nemlig fortsat fra flertallet af danske dagblade ved at fastholde trykstarten omkring frokosttid.

Inden jeg ytrer mig om det ny designs fortræffeligheder, bør jeg tilstå en vis inhabilitet: Manden bag konceptet, Allan Funder Kaas, var på mit eget firmas lønningsliste i fire år efter at have taget eksamen fra Den Grafiske Højskole i 2006. Designeren er imidlertid barnefødt og nu atter bosat på klippeøen, og Bornholms Tidendes chefredaktør, Søren Christensen, har i bladets spalter udtrykt sin forståelige glæde over at kunne benytte lokal arbejdskraft til at møde den udfordring, det har været at presse et 150 år gammelt brand ind i en ny og mindre fysisk ramme.

Formentlig utilsigtet havde avisens tidligere formgivere gjort opgaven lidt lettere. Før omlægningen måtte Bornholms Tidendes visuelle udtryk betegnes som ”luftigt” i en grad, så læseren kunne få mistanke om stofnød. Samtidig animerede papirstørrelsen ikke ligefrem avisens reportere til at fatte sig i korthed. Og Berkeley Oldstyle fremstod, omend denne skrifttype er både klassisk og elegant, temmelig gnidret i den lille brødtekst … og overdrevent lavmælt og blottet for nyhedspuls i rubrikkerne.

Alle disse svagheder er udbedret i det ny design. Skriftfamilien Milo er moderne og letlæst. Den har både en variant med ”fødder” og en uden – og giver således fin mulighed for at differentiere det typografiske udtryk og skabe kontrast, uden at der går sensationsavis i den.

Et par af skriftformaterne, med faktateksterne som det mest oplagte eksempel, sættes så småt, at det går ud over læseligheden. Det indbyrdes størrelsesforhold mellem de forskellige teksttyper fungerer imidlertid fint, og ved at holde skriftgraderne nede samt bevare den rigelige brug af ”luft” er der skabt et roligt, næsten tidsskriftsagtigt præg, og en illusion af, at avisens sider er større, end de faktisk er.

Styringen af spalteformater kunne med fordel strammes op. Visse steder skaber de skiftende spaltebredder ravage mellem det redaktionelle stof og annoncerne, der naturligvis følger det seksspaltede standardformat.
Bladhovedet er gennemgået en diskret modernisering, som har gjort logotypen lettere at læse, uden at det gotiske præg er væk. Og brugen af farver og grafiske elementer er forenklet og ført ind i et fælles grafisk formsprog.

Således er Bornholms Tidendes overgang til tabloidformat kommet til at virke ret udramatisk. Mere som en forbedring end som en stor forandring. Det er måske en af forklaringerne på, at over 500 nye abonnenter er kommet til i forbindelse med relanceringen. Med et gennemsnitligt læsertal på to per eksemplar vil det sige, at tæt på hver anden bornholmer nu læser avisen. Chancerne for at fastholde dette flotte tal er i hvert fald ikke blevet ringere med det ny format.

Ole Munk er designkonsulent og grafisk formgiver, uddannet som arkitekt med speciale i visuel kommunikation. Ekstern lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han anmelder nyhedsmedier i Journalisten med fokus på arkitektur, design og funktionalitet.