Metoderapport som spændingsbog

Bog: Forfatter: Forlag:

BOG: Panama Papers – Historien om en verdensomspændende afsløring

FORFATTERE: Bastian Obermayer og Frederik Obermaier

FORLAG: Politikens Forlag (338 sider, 300 kroner)

Anmelder: Brigitte Alfter, Editor-Europe, Journalismfund.eu

Panama Papers satte den offentlige dagsorden tidligere på året – over hele verden. Ny bog beskriver journalisternes arbejde frem til offentliggørelsen – velkrydret med de sensationer, små og store, der dukkede op undervejs.

Forestil dig en metoderapport af en ganske kompleks journalistisk undersøgelse kombineret med letlæste beskrivelser af en journalistisk hverdag i en af verdens hidtil største researchhold. Stemningen er præget af den vedholdenhed, af anspændte situationer undervejs og ikke mindst af det hårde og til tider ganske dræbende slid, en krimi eller afsløring er gjort af. Der er risiko, der er triumfer undervejs, og der er ikke mindst det berigende samarbejde med kolleger fra hele verden, der arbejder på samme emne i en stor redaktion. Det meste af tiden virtuelt.

Panama Papers – Historien om en verdensomspændende afsløring, er skrevet af to journalister fra tyske dagblad Süddeutsche Zeitung og netop udkommet på Politikens Forlag. Ikke helt tilfældigt, for bogen handler om journalistisk samarbejde hen over grænser, og fra Danmark var Politiken og DR med på holdet. Et hold af knap 400 journalister fra 80 lande, der offentliggjorde deres respektive research om skattely i foråret 2016, efter at netop Süddeutsche havde fået adgang til historiens hidtil største datalæk. Det er da også Politikens graverchef, John Hansen, der har skrevet forordet til bogen og dermed genopfrisket hukommelsen om PanamaPaper-projektets vigtigste historier i Danmark. 

Teksten bærer letlæst gennem researchforløbet, bogen følger med fra det øjeblik, da en ukendt kilde, der kalder sig John Doe, kontakter den tyske journalist Bastian Obermayer og spørger, om han er interesseret i data. Efter at Obermayer har lagt børnene i seng, begynder han at se på eksempler på de oplysninger, kilden tilbyder – og så kører journalistholdet ellers på overarbejde i et par år indtil offentliggørelsen i foråret 2016. Kapitlerne følger dette overordnede forløb, men går i dybden med enten arbejdets elementer eller enkelte historier og fletter på denne måde researchens indhold og proces til en fortælling. Balancen lykkes og får læseren over de til tider langtrukne passager om indviklede selskabskonstruktioner og lignende, der jo ofte kan være uundgåelige, når opgaven er at dokumentere komplekse sammenhænge. 

Forfatterne Bastian Obermayer og Frederik Obermaier – der er kolleger på Süddeutsche Zeitung og gerne omtales som Obermay/ierne – har tydeligvis forsøgt at ramme en målgruppe, der går ud over de snævre journalistkredse. Alligevel er bogen stadig interessant også for journalister ikke mindst fordi crossborder journalistik er så ung en metode: Som metoderapport berører bogen alle stadier i den grænseoverskridende journalistik – fra idéudvikling over samarbejde til offentliggørelse, den berører datajournalistikken, den berører kildebeskyttelsen, den berører etikken, den berører analysen for at sætte materialet i en større kontekst. Bogen går ikke i dybden med nogen af disse overvejelser, det ville formentlig være blevet for nørdet til den brede målgruppe.

Store datalæk bliver de kommende års mega-udfordring for journalistikken: Vi bliver nødt til at håndtere dem praktisk fra kildebeskyttelse til dataanalyse og international offentliggørelse – en enorm opgave i sig selv, som bogen her viser. Men vi bliver også nødt til at sætte de store læk i kontekst og til at være lige så kritisk over for en brun konvolut 2016-style som i tidligere tider. Bogen er blandt de tidlige på vejen ind i denne nye tid og burde anbefales som læsebog på journalistuddannelser. Både for at analysere, hvordan Panama Papers-holdet klarede de åbenlyse dilemmaer, og for at se nærmere på, hvad der måske ikke blev behandlet i bogen og endnu måtte kræve metodisk opmærksomhed.  

Denne bog opildner til global graverjournalistik. Læs den!

 

0 Kommentarer