Topchefer har lidt status som halvguder, som mange gerne lytter og forholder sig til, men de kæmper også indbyrdes om placering i det dagsordensættende hierarki på vegne af deres respektive organisationer. I denne kamp er de sociale medier en vigtig arena, som de skal kunne beherske.

Det er afsættet for Troels Johannesens bog ’Del dig stærkere. Strategi og taktik for topledere på sociale medier’. Bogens mål er at inspirere de topledere, der endnu ikke færdes på de sociale medier, og de, der har behov for at få inspiration til at justere deres optræden i det sociale univers.

Bogen rummer en række gode eksempler på forskellige topchefers brug af sociale medier, og de deler åbent deres overvejelser, erfaringer og brug af sociale medier. Mest i forhold til at sætte dagsorden og mindre i forhold til at skabe dialog og lytte, hvilket man fra et kommunikationsfagligt synspunkt kan ærgre sig over, da netop det at lytte og gå i dialog kan bringe helt ny viden og styrke ind i organisationen.

Rundt om i bogen finder man små bokse med præsentation af de interviewede med deres forskellige SoMe-konti, så man kan følge dem og få yderligere inspiration.

Bogen er i det hele taget fyldt med bokse og tjeklister med gode råd. Hver for sig er de fine. I forhold til de mere usikre aktører på sociale medier vil bogens mange gode råd og anvisninger nok virke uoverskuelige. Jeg savner generelt, at det, når der introduceres emner eller gives tips og tricks, samtidig fremgår, hvordan toplederen bedst kan udnytte sin kommunikationsafdeling i forhold til faglig bistand, så opgaven forekommer mere overskuelig for den enkelte topchef.

Organisationer med topledere (jeg har valgt at tolke det som ledere af organisationer med mere end tre ledelseslag) har som udgangspunkt en professionel kommunikationsafdeling, der er den helt naturlige sparringspartner og kan give den faglige bistand i forhold til lederens brug af de sociale medier. I slutningen af bogen er et kort kapitel om samspil mellem topchefen og kommunikationsafdelingen. Det måtte gerne have fyldt langt mere og have være inddraget langt stærkere i bogens andre kapitler, hvor det ofte kommer til at fremstå, som om toplederen på egen hånd skal finde ud af at håndtere sin sociale medieprofil.

En væsentlig anke er strukturen og opbygningen, der gør det svært at få overblik og som læser at føle sig holdt i hånden. I bogen præsenteres læseren for en række kommunikations-fagudtryk som for eksempel hashtags, retweeter og instagram stories, som ikke forklares, eller hvor forklaringen først kommer adskillige kapitler senere.

For nybegynderen eller den usikre leder på sociale medier er der behov for hurtigt at få en indsigt i, hvilke medier forfatteren mener er relevante i forhold til de enkelte typer af organisationer/målgrupper. Her skal læseren helt hen på side 118, før man bliver præsenteret for fire sociale medier, hvor kun de to, LinkedIn og Twitter, gennemgås grundigt, mens Facebook og Instagram kun behandles overfladisk.

Der er ingen tvivl om, at Troels Johannesen har stor indsigt i, hvordan ledere bruger og kan udnytte sociale medier i virksomhedens tjeneste, men det er ærgerligt, at han som selvudgiver ikke har fået faglig sparring fra en kvalificeret redaktør, der ville have fanget og rettet mange af de strukturelle ting, der betyder, at bogen ikke for alvor lykkes.

Karin Sloth er underviser i kommunikation og ledelse på DMJX