search

Mere elastik til ytringsfriheden

Bog: Forfatter: Forlag:

 

Spændende nyskabelser i Strasbourg-domstolen giver pressen positiv særbehandling og lønmodtagere ret til at gå i medierne for at skælde chefen ud.

Man tager en tv-vært med i et andet tv-program og lader ham skælde sin egen tv-stations ledelse ud. Han bliver fyret, men har fantasi til at prøve afskedigelsen ved Den Euro-pæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Og vinder.

Det er professor, dr. jur. Erik Werlauff, der i en ny gennemgang af praksis i Strasbourg dokumenterer, at ytringsfriheden har fået mere elastik. Også på områder, hvor selv de bedst tænkende jurister ikke før har set mulighederne.
Sagen om tv-værten, der fik Strasbourg til at underkende sin fyring, er fra det virkelige liv. I en spansk sag fastslår Domstolen, at staten har en "positiv forpligtelse til i visse sager at beskytte retten til ytringsfrihed". Og det skulle den spanske stat gennem sine domstole have gjort ved at underkende afskedigelsen af tv-værten, som ikke var offentligt ansat men ansat hos en privat arbejdsgiver.

Da ytringsretten og funktionærretlige loyalitets-grundsætninger tørnede sammen, satte Menneskerettighedsdomstolen ytringsretten hø-jest. En formidabel nyskabelse, som fagforbund og arbejdsmarkedsjurister må tænke med i alle sager om sanktioner for medarbejderens offentlige udsagn. Og der skal nok være mange danske sager om knægtelse af de offentligt ansattes ytringsret eller "ytringsfyringer" i den private sektor, som i dag burde bringes til Strasbourg.

 

Public watchdog
Væsentligt er også Werlauffs gennemgang af en række sager, hvor journalister langer til de store bogstaver uden egentlig at kunne føre sandhedsbevis for deres påstande. Kritiske værdidomme uden sandhedsbevis er ifølge Strasbourg en del af pressens rolle som pub-lic watchdog. Positiv særbehandling af pressefolk er nu en del af Domstolens praksis.

Der er spændende betragtninger om, hvor indgribende regler det offentlige eller private udlejere kan have med hensyn til parabol-forbud. Ja, paraboler kan skæmme, men de kan også bruges til retmæssig informationssøgning – også selv om man er tyrker i Danmark.

Også den kommercielle ytringsfrihed får mere elastik i disse år – både kollegiale regler og markedsføringslove kan regne med kritisk bedømmelse og lejlighedsvis underkendel-se, fremgår det af Werlauffs grundige analyse.
Den juridiske afhandling på 19 sider må give enhver journalist et pift til en ny eller bedre forståelse af nogle væsentlige arbejdsområder. Selv om ytringsfriheden kun kan begrænses ved lov og kun, hvor det er nødvendigt, er der stadig begrænsninger. Det er fint nok at få en dom eller andre sanktioner, hvis man er i færd med at flytte hegnspæle, men at krænke ytringsfrihedens grænser på grund af ukyndighed, det er jo ikke klogt.

 

Dansk retspleje
På et enkelt område vil jeg gerne føje noget til anmeldelsen af Werlauffs glimrende artikel. Jeg tror, at den rigtige sag omkring den danske retsplejelovs forbud mod i helhed at offentliggøre domme på nettet, kunne føres i Strasbourg med det resultat, at Eu-roparådets Menneskerettighedsdomstol ville pege på mindre indgribende foranstaltninger som det rimelige.

Og på et enkelt punkt er jeg uenig med professoren. Han gennemgår den forholdsvis nye dokumentfalsk-sag fra Danmarks Radio og antyder, at den ikke er tabt på forhånd. Kort sagt går den ud på, at en journalist foretog et "kirurgisk indgreb" i sin straffeattest for at opnå ansættelse i et kontroversielt forsikringsselskab for bl.a. med skjult kamera at afsløre selskabets forretningsmetoder. Han kunne ikke bruge sit fulde navn af frygt for at blive genkendt og slettede derfor et par mellemnavne. Domfældelsen for dokumentfalsk er ifølge Werlauff "næppe uomtvistelig". Som gammel fællestillidsmand ville jeg sige, at den sag aldrig skulle være dukket op. Man kunne på få dage have uddannet en journalist med et Jensen eller Hansen-navn til at foretage arbejdet. Udsendelsen hverken stod eller faldt med denne ene medarbejder, og man kunne derfor have opnået materialet til brug for sin rimelige og velbegrundede kritik af selskabets ubehagelige metoder på en mindre retsstridig måde end gennem dokumentfalsk.

 

Tænk på ytringsretten
Hvis medarbejdere eller mellemledere i Danmarks Radio føler sig så presset af at skulle producere så hurtigt og så billigt, at det er nødvendigt at begå dokumentfalsk i stedet for at hente en afløser, så skal de ikke frifindes for dokumentfalsk i ytringsfrihedens navn, men have påtalt, at man ikke skal lade sig presse til morakker-tjeneste på strafbare discount-vilkår. Det synspunkt burde for længe siden have været DJs faglige indgang til sagen.

Hovedsigtet med Erik Werlauffs bidrag er at give praktikerne klar besked om, hvad det er, de skal overveje, hver ene-ste gang en ytring eller indsamling af oplysninger støder mod offentlige eller private interesser. Glemmer man at tænke ytringsretten og Strasbourgs praksis ind i alle ytringssager, er det nok til, at man allerede af den grund kan tabe i Strasbourg.

Den dommer og den journalist, som ikke vil få udbytte af Werlauffs afhandling, er næppe født endnu.

Poul Smidt er studievært på DR2s Deadline. Var redaktør af JOURNALISTEN fra 1973-76.

– Professor, dr. jur. Erik Werlauff, Aalborg Universitet: Ytringsbegreb og ytringsindgreb – hensyn, modhensyn og proportionalitet efter EMK (Den europæiske Menneskeretskonvention) i JURISTEN, januar 2002, side 1-19.

 

NYT INDHOLD I STATENS VÆRN AF DET FRIE ORD
– Ytringsfrihedens grænser skal ikke længere findes i et opgør mellem staten og borgeren. Men også i den måde, staten griber ind eller undlader indgriben, når den som myndighed eller domstol håndterer ytringskonflikter mellem private.

– I en kommentar til sin artikel i JURISTEN siger professor, dr.jur. Erik Werlauff, Aalborg til JOURNALISTEN: For mig er det mest spændende at følge udviklingen på det horisontale plan, d.v.s. privat kontra privat. Vi er vant til, at ytringsfrihed og andre grundrettigheder fungerer på det vertikale plan, d.v.s. stat kontra borger. Men nu skal vi til at vænne os til, at grundrettighederne også skal iagttages af staten ved afgørelse af uoverensstemmelser mellem private, d.v.s. i sager om injurier, tavshedspligt, markedsføring m.v.

– Professor Werlauff mener ikke, at den europæiske ytringsfrihed er eller bliver som den amerikanske med udgangspunkt i forfatningens første tilføjelse, "The First Amendment" Men han har den vurdering, at den del af ytringsfriheden, som hedder ret til at modtage oplysnin-ger, kan blive total:

– Der må ikke lægges bånd på borgernes muligheder for at modtage information, konstaterer Werlauff med henvisning til de lejeretlige sager om opsætning af parabolantenner hos tyrkisk-sprogede lejere.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen