Bog: Grundbog i belastningspsykologi

Forfatter: Rikke Høgsted

Forlag: Ictus (254 sider, 299 kroner)

Anmelder: Jan Grarup, fotograf

Det er vel ingen hemmelighed, at jeg igennem mit arbejde i brændpunkter har fået mange ar på sjælen. PTSD, skilsmisser, udfald og sågar alkohol- og stofmisbrug i perioder. Selvmedicinering og flugt. Det samme har mange af mine nærmeste kolleger og venner, hvoraf en del har været udsendte soldater. Fælles for alle er, at vi har en skepsis over for psykologer og grundbøger om vores respektive tilstand. Min personlige oplevelse er, at vi ofte finder ro og mulighed for at tale åbent hinanden imellem. Her er der forståelse, accept og vilje til at dele ærligt. Derfor er der et broderskab.

Så tilgiv mig for en ujævn anmeldelse – jeg anerkender bogens vigtighed og behovet for at forstå og reagere på de mange voldsomme problemer, der kan være ved at arbejde i højrisikoområder. Det at få ar på sjælen, at få ondt i sindet. Men måske er jeg ikke i målgruppen, alene fordi jeg allerede kender mine egne faldgruber og udfald. Jeg har begået alle de fejl, der kan begås, og lært af dem.

Det skal ikke komme bogen til skade, blot være en konstatering. Bogen har mange relevante betragtninger og faktuel information – i min optik henvender den sig primært til pårørende eller de chefer, der har medarbejdere, som er i risiko for at få belastninger på psyken. Letlæseligheden gør det let at følge med og få en grundlæggende forståelse.

Bogen er meget fint opdelt, så den kommer godt omkring. Den opdeling havde jeg stor glæde af. Der er emner, jeg ingenlunde ville være kvalificeret til at kommentere, så mit fokus har været på de kapitler, der omhandler “mit område”; os med “mental slagside” på grund af belastninger på jobbet (hader den betegnelse). Der er absolut relevante betragtninger bogen igennem, som på fin vis forklarer om de mange reaktioner, man kan komme ud for; irrationelle handlinger, pludselig vrede, magtesløshed og nedslidthed. Men for fanden, det vækker vrede i mig, at så vigtige ord skal blandes med små “sjove” tegninger, der  skal understøtte teksten eller være fortællende for en given situation. Jeg føler mig slet og ret talt ned til! Lidt som at stå på den forkerte side af hegnet i zoo. Det ødelagde i perioder min lyst til at læse videre. Lige der, iblandt karikerede tegninger, der skal forklare om opfarenhed, stress eller alkoholisme, følte jeg mig som en taber. Ord havde været rigeligt og mere relevant – alene fordi jeg ville have følt mig både set og taget alvorligt. Jeg ved, det er en detalje, men den alene gør, at jeg føler mig mere betragtet end set, og derfor bliver bogen – i mine øjne – mere en lærebog til studerende eller en bog til pårørende og chefer.

Når det er sagt, er der lange vigtige passager om faresignaler og reaktioner. Viden, der ligger langt dybere, end hvad jeg selv havde gjort mig tanker om, og det er der, den bliver relevant for os andre, hvis man har det fornødne mod til at grave dybere i egne reaktioner og mønstre. Især de dybere forklaringer om stress, angst, depression og ikke mindst PTSD ramte mig hårdt og fik mig til at reflektere.

Er en grundbog så relevant for andre end dem, der skal uddanne sig eller have et værktøj i forhold til ansatte? Svaret er ja, men der er et stort ’men’: Det er et svært emne at gabe over, og der er stor forskel på at være en grundbog og en bog, hvor man hjælper ramte med indsigt og reel hjælp. Måske er det i virkeligheden to helt forskellige bøger. Det tror jeg, det er.