Bog: Et græsstrå i vinden. Samtaler med Jens Smærup Sørensen
Forfatter: Erik Skyum-Nielsen
Forlag: Gyldendal (178 sider, 249,95 kroner)

Anmelder: Lotte Kirkeby Hansen, freelancejournalist og forfatter

Man kan godt blive skeptisk, når man (endnu) en gang støder på en samtalebog, der tilsyneladende er lavet i huj og hast. Som her: I løbet af tre solbeskinnede sensommerdage i august. For kan man overhovedet nå at tale sig ind på hinanden på så kort tid? Det afhænger naturligvis af emnet, af hvor godt samtalepartnerne har forberedt sig, og af hvor langt ind i sindet og det private rum de har tænkt sig at gå.

I Erik Skyum-Nielsens bog ’Et græsstrå i vinden. Samtaler med Jens Smærup Sørensen’ handler det om litteratur. Og da begge parter er rasende vidende og velforberedte, kan man komme langt og godt omkring på tre solbeskinnede sensommerdage. Især når man som her bevæger sig væk fra den stereotype spørgsmål-svar-model og lader bogen folde sig ud og blive netop en samtale, hvor såvel spørger som svarer træder i karakter, og hvor samtalen får lov at udvikle sig organisk og ikke slavisk følger et på forhånd fastlagt mønster.

Erik Skyum-Nielsen er ikke bange for at tage ordet – heller ikke selv om det ikke altid fører Jens Smærup Sørensen særlig langt. Men det er egentlig okay. For han bruger sine lange og dybt indlejrede spørgsmål til at folde Jens Smærup Sørensens forfatterskab ud. Og det er det, som bogen handler om. På et helt konkret plan. Fra digtdebuten ’Udvikling til fremtiden’ i 1971 over tiden i det litterære miljø omkring forlaget Arena med forfattere som Per Højholt, Svend Åge Madsen og Peter Seeberg til det store folkelige gennembrud med ’Mærkedage’ i 2007 og videre i forfatterskabet frem til i dag.

Vi kommer også omkring blandt andet inspirationskilderne Beckett og Blicher og den både litterære og bogstavelige bevægelse fra land til by. For litteratur-aficionados og udøvende forfattere er der guld at hente, mens lægmand sandsynligvis vil føle sig en kende sat, ikke mindst når samtalen føres ind på det nok så abstrakte begreb skrift, hvor Jens Smærup Sørensen demonstrerer, hvor vanskeligt det er at sætte ord på sin egen.

Men det har han heldigvis Erik Skyum-Nielsen til. Og han presser på, for han vil så gerne have Jens Smærup Sørensen til at komme med et bud på en poetik, og den kommer da også sådan lidt pø om pø i deres snak om ismer, genrer, (meta-)bevidsthed og metode. Og med afsæt i sin udtalelse om, at 99 procent af jobbet som forfatter ligner et hvilket som helst andet job, konkluderer Jens Smærup Sørensen: ”Man sætter sig ned og bestiller noget. Hvad jeg mener med den ene procent, er, at det er et arbejde, der opsøger den ene rest, hvor der sker noget, som man ikke kan arbejde sig frem til, en form for magi, som er nødvendig, for at det kan lykkes. Det kan i hvert fald ikke lykkes alene på arbejdets betingelser. Men arbejde er det.”