RokokoPosten – de første 280 år fortjener en plads under juletræet, men som læser er man dog bedre tjent med at klikke sig ind på Rokokoposten.dk.

ANMELDELSE. Jeg hører til de få (hvis jeg da ikke er den eneste), der har siddet med et fåret smil og uden held forsøgt at få lattermusklerne til at hoppe i takt med omgivelsernes, når folk omkring mig har vredet sig i krampegråd over fænomener som Peter Sellers, John Cleese og Casper og Mandrilaftalen. Med skam har jeg tænkt, at det med at grine så tårerne triller, nok bare ikke er en stivstikker som mig beskåret. 
Det var lige indtil jeg i RokokoPosten læste artikler som "Udvidet reklamationsret skal sikre adoptivbørns selvværd", "Mand får job gennem opslået stilling" og "Vestlig civilisation bygget på 3.000 års undervisning af stillesiddende drenge". For jeg er netop (og derfor har tårerne på kinderne endelig indfundet sig) en af den slags hockey-moms, der har siddet til forældremøderne i 1. U og henvist til læringsstile, intelligenstyper og seneste viden om vigtigheden af fysisk aktivitet for optimal indlæring. Og aldrig har det i de situationer slået mig, at det at sidde stille på sin røv og modtage undervisning måske egentlig har fungeret meget godt tidligere.
Som medicin mod selvtilfredshed, selvophøjethed og selvoppustethed i parfoldet såvel som i forældrerollen, i samfundet og i mediebranchen er RokokoPosten i mine øjne derfor intet mindre end en mirakelkur. Hvem andre kan slippe af sted med at beskrive skuffelsen hos adoptivforældre, "når det viser sig, at (drengen) hverken kan danse eller løbe hurtigt"? Eller at foreslå en akutpakke til styrtdykkende danske medier i form af et sæt nye nyhedskriterier baseret på Noget gammelt, Noget Nyt, Noget Blåt, Noget lånt? For slet ikke at tale om besværet med At holde Mand og faren for at blive offer for falske kommunikationsteorier via phishing?
Det er bestemt ikke alle artikler, der er lige sjove, og som bog betragtet fungerer RokokoPosten – de første 280 år overhovedet ikke. Efter de første 20-30 artikler bliver man træt af formen og begynder at bladre frem i bogen, på udkig efter en eller anden form for afbrydelse eller variation. Her kunne det have været forfriskende, om RokokoPosten som modspil til det netmedie, den udgiver sig for at være til daglig, var udkommet i en særudgave i avis – i stedet for i bogform. Tænk, hvad folkene bag kunne have fået ud af formater som ledere, debatindlæg, læserbreve, annoncer, vejrudsigter og kontaktannoncer.
At RokokoPosten – de første 280 år alligevel fortjener en plads under juletræet, står dog ikke til diskussion. Og det er vel også med dette formål for øje, at artiklerne er udkommet i bogform; perfekt som mandelgave eller redaktionslokumslitteratur. Som læser er man dog bedre tjent med at klikke sig ind på Rokokoposten.dk.

RokokoPosten – de første 280 år
Mikkel Andersson, Marta Sørensen, Annica Carlsen og Zenia Larsen
Rosinante
400 sider, 200 kroner

Julie Asmussen er grafisk designer