search

Medielobbyisme

Bog: Forfatter: Forlag:

Anmeldelse af Erik Harr: Medielobbyisme – kunsten at sætte en dagsorden.

På det konkrete plan handler bogen om noget så simpelt som at producere relevante og interessante historier. Men hvis historierne skal understøtte organisationens interesser ved at sætte egne varemærker på mediedagsordenen – hvad er det så, der skal til? Alle interesseorganisationer, privat virksomheder eller offentlige institutioner med respekt for sig selv søger indflydelse ved hjælp af omtale i medierne. Men hvordan skaber man ikke bare omtale, men sætter en dagsorden i et moderne mediebillede, hvor kampen om opmærksomheden er skærpet? Det forsøger bogens forfatter at give en række gode råd om i en handlingsorienteret bog.

Bogen er bygget op om nogle teoretiske kapitler, som understøttes af konkrete cases og eksempler. Bogens udgangspunkt er, at organisationen kan bruge sit eget medie til at sætte dagsordner. Og herfra kommer det nye ord: Medielobbyisme, som forfatteren definerer som interessevaretagelse ved samspillet mellem organisationens medie og de eksterne medier. Og det adskiller sig, ifølge forfatteren, væsentligt fra spindoktoren, som ikke har eget medie til rådighed. Denne forskel forekommer lidt tænkt, men det gør nu alligevel ikke bogen uinteressant. Bogen rummer nemlig en række gode, konkrete anvisninger på, hvordan en organisation kan optimere sit pressearbejde og få det fulde udbytte af fagblade og markedsføring. Ligesom bogen også beskriver, hvad det kræver af organisationen at arbejde professionelt med kommunikation, som f.eks., hvor afgørende det er, at medielobbyisten er placeret rigtigt i organisationen.

Bogen er højaktuel i en tid, hvor fagbevægelsen er under pres, blandt andet fordi de faglige organisationers politiske ledere har ikke den samme appel til deres medlemmer og den øvrige befolkning som tidligere. Og den klassiske interessevaretagelse bag lukkede døre, har ikke den samme effekt i mediesamfundet som tidligere. Medielobbyisme er interessevaretagelse i fuld offentlighed, og ved at have et synligt medie får organisationen indflydelse på den offentlige meningsdannelse. Faglige organisationer kan ikke samle medlemmerne til møder i samme omfang som tidligere. Ved at have et synligt medie iscenesætter organisationen et medieret forsamlingshus, hvor meninger brydes og holdninger dannes, hvis mediet tør bruge aktører, der ikke altid er enig med organisationen, hvilket styrker organisationens troværdighed.

Bogen er ikke et akademisk værk, og derfor er det lidt synd, at forfatteren bruger tid på akademiske begreber som diskurs, livs – og systemverdenen, fordi begreberne i øvrigt ikke spiller nogen rolle i bogen eller bliver anvendt yderligere. Bogen rummer en række gode cases, men de kunne have vundet endnu mere, hvis forfatteren mere direkte havde anvendt det gode teoretiske begrebsapparat konkret i analyser af de valgte cases, som står for sig selv i bogen.

Erik Harr er cand. mag. og journalist, og ansat som kommunikationschef i Dansk Sygeplejeråd. Han er tidligere redaktør i LO (1999-2001), journalist på Morgenavisen Jyllands-Posten (1997-99) og tekstforfatter i kommunikations- og reklamebranchen (freelance). Erik Harr har tidligere udgivet "Skift Stil – nye veje for centrum-venstre og fagbevægelsen" (2004) og været medredaktør af antologien "Klondike og karaoke – dansk medie- og populærkultur i 90'erne" (1998).

Erik Harr, "Medielobbyisme – kunsten at sætte en dagsorden", Børsens Forlag, 168 sider, 249 kroner.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen