Faktisk er det noget af en mageløs oplevelse at tærske sig igennem Sven Ove Gades stærke biografi om Henrik Cavling. Der findes ikke noget større koryfæ i dansk journalistik, og hvordan var han så, når hele billedet foldes ud?
Ingen tvivl: Henrik Cavling var (er) lige præcis sådan én, som man ønsker sig flere af. Én ting er skrivetalentet, den journalistiske næse og arbejdskapaciteten. Noget andet modet og talentet til at lede og udvikle såvel journalistik som forretning. Begge dele med enorm succes – og begge dele fra frontlinjen. Tænk, hvilket behov der dog er for en ny Cavling i dagens danske mediemarked. En, der ikke bare gør som de andre eller alene reagerer på andres bevægelser. En, der vader rank ud i det nye uprøvede, får tæsk og uvenner, sætter sig selv på et bræt, fordi det nu engang er, hvad hans hjerte byder ham.
Sådan var Cavling, og det fortæller Sven Ove Gade os, ligefremt og heldigvis meget ofte via Cavlings egne suverænt svungne ord. Der synes at have været andet og mere end blot blæk i hans blækhus. Cavlings historie er utvivlsomt en af de vigtigste at fortælle nutidens og fremtidens journalister og redaktører. Til at lære af og inspireres af.
Vennen Johs. V. Jensen rammede Cavling således ind:
"Jeg kender heller ingen, der som Cavling er en sund primitiv menneskekender eller besidder hans evne til ligefrem at gå ind på hvem som helst og spørge til, hvad der er i vedkommende. Uden dette er man ikke journalist."
Her var en mand, der trådte ud af smedesko og ind i Politiken. Skrev fra hele verden og lige levende om en cykeltur i Nordsjælland som om Amerika-rejser eller verdenshistoriske begivenheder. En verdensmand med et aldrig svigtende blik for det nære og den lille historie, der fortalte den store. En festarrangør af Guds nåde, der med litterært overskud og internationalt udsyn prædikede til sine medarbejdere, at de aldrig måtte glemme "krøllen på halen" i historierne.
Cavling opfandt den moderne journalistik – både i format og indhold. Han gav os noget så afgørende som professionsnormer og noget at stræbe efter. Tog opgøret med journalistikkens faldgrube af leflen for kultur- og åndselite. Tog kampene og banede vejen for alle os andre. Tak til ham for det – og til Sven Ove Gade for at levendegøre Henrik Cavling igen.
Troels Mylenberg er journalist på Berlingske Tidendes Christiansborg-redaktion.
"Journalisten"
Sven Ove Gade
Politikens Forlag
415 sider, 350 kroner
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.