Med i bagagen eller Må ha

Bog: Forfatter: Forlag:

ANMELDELSE. Der er bøger, man som anmelder vælger at beholde, og bøger, der listes videre til venner og bekendte eller op på loftsrum eller fjerne boghylder. Jeg har sågar læst, at forfatteren Henrik Stangerup i ren arrigskab (og sikkert også sort af misundelse) straks strøg ned til den lokale anti-kvar for at indløse førsteudgaver til kolde kontanter, når de blev ham tilsendt med personlig dedikation af hans hadefætter Klaus Rifbjerg.

’101 danske designikoner’ redigeret af Lars Dybdahl (med bidrag af 32 forfattere) er absolut en beholdebog (også selv om den med sine sådan cirka 21 x 27 x 4,5 cm og knap 2 kg har fristende mange ligheder med en julegave). Hvorfor, skal jeg forsøge at indkredse: 

Murstenen kunne have været en glat og ligegyldig Danish Design coffeetable-bog (det frygtede jeg med den titel) med et stereotypt og sikkert udvalg af designklassikere (som man lige så godt kunne have dannet sig et overblik over ved at scrolle boligannoncer eller netauktioner, og som desværre er gået fra at være et bredt folkeoplysende, demokratisk og livsvilkårsforbedrende projekt til at være ren, dyr samlermanisk hobby forbeholdt få, velhavende aficionados). 

Men ’101 danske designikoner’ er så meget mere end det: Bogen indkredser på en livgivende, bredtfavnende og nysgerrig måde, hvad det vil sige at være dansk – og det i danskhedens bedste og mest mangfoldige udgave af sig selv. Sjældent har jeg som læser oplevet så stor både gen- og nysynsglæde (ja ligefrem stolthed): Fra selvfølgeligheder som Kay Bojesen-bestik og PH-lamper til naturligheder som Lego og trykknaptelefoner, over livsnødvendigheder som NovoPens og stomiposer til regulære (men ved nærmere eftertanke, og det er just det, der er det gode) logiske overraskelser som fortovsfliser, postkasser eller det nøgterne og smukke skriftsnit, man finder på alle danske nummerplader. (Som læser inspireres man til selv at finde flere eksempler, mit danske designikon nr. 102 kunne være rugbrød). 

Som grafiker undrer jeg mig en smule over udvalget af grafiske designikoner – hvoraf Politikens layout & design og Aage Rasmussens DSB-plakater er blandt de mange selvfølgelige kandidater, og Oncotypes virtuelle tilbygning til Thorvaldsens Museum er blandt de mere forundrings- (eller også er det bare misundelses-) vækkende sammen med Unibanks røde enhjørninge-logo, som jeg altid har fundet decideret grimt (beklager, Ole Søndergaard). 

Enkelte puritanere vil sikkert også synes, at designbegrebet udvandes ved at blive så vidtfavnende. For mig at se udspringer alle de designeksempler, der fremdrages i bogen, af en tradition, der går tilbage til PH, Arne Jacobsen (og gode folk før dem). Her er design ikke blot evnen til at være ’innovativ’, ’kreativ’ eller til ’at finde på noget nyt’, men evnen til at give rum for leg og frem for alt at løse problemer. Denne kunnen, denne bagage bliver der god brug for i fremtiden. ’101 danske designikoner’ hjælper os til ikke at glemme den. 

101 danske designikoner
Lars Dybdahl (red.)
Strandberg Publishing
460 sider, 400 kroner

Julie Asmussen er grafisk designer, pr-medarbejder og underviser på DMJX

0 Kommentarer