"Folk som os – hvad medierne ikke fortæller" er en læsevenlig og voldsomt væsentlig bog om nyhedsdækningen af Mellemøsten.
Der hersker den udbredte misforståelse, at de journalistiske metoder er en slags værktøjskasse, man kan finde frem overalt i verden. Men diktaturer og demokratier er ikke to forskellige bilmærker. Hvis et demokrati er en bil, så er et diktatur en ko eller en hest. Den, som kommer med en skruetrækker eller en loddekolbe, står magtesløs.
Ovenstående er bare en af de velargumenterede og forhåbentlig debatskabende konklusioner i den hollandske mellemøstkorrespondent Joris Luyendijks "Folk som os", der øjeblikkeligt blev en bestseller, da den udkom i Holland i 2006. Bogen er skrevet i samme appetitlige sprog som en god baggrundsartikel og blev revet væk af "almindelige" læsere, der kendte Luyendijk fra tv, såvel som af journalistkolleger, kommunikationsfolk, nødhjælpsarbejdere og politikere.
Undertitlen, " – hvad medierne ikke fortæller", kunne lægge op til en gang selvretfærdig teoretisk moraliseren fra en forfatter, der ikke selv har oplevet virkeligheden på en nyhedsredaktion eller i marken. Men det er der ikke tale om. Hvad angår vores faglige debat om, hvordan vi som journalister dækker den arabiske verden er, "Folk som os" en decideret væsentlig udgivelse.
På en måde minder "Folk som os" om det stofområde, Joris Luyendijk dækkede fra 1998 til 2003 for hollandsk radio, tv og avis: Der er så meget vigtigt, man kunne tage fat i, at det er fristende blot at tage fat i det mest oplagte – nemlig det, der nok skal skabe konflikt. Hans betragtninger om dækningen af Israel og de palæstinensiske selvstyreområder skal nok hidse en del danske Mellemøsten-debattører op ligesom i Holland. Men Luyendijk behandler blandt andet også det paradoksale i, at tv, som er det medie, han mener, har størst gennemslagskraft, er sværest at bruge, hvis man forsøger at give et dækkende billede af den arabiske verden. Han revser også redaktionssekretærer og redaktører for at læne sig mere op ad nyhedsbureauer og globale medier som BBC og CNN end op ad deres egne reportere i marken. Men først og fremmest revser han sig selv for at gå med på det, han betegner som de arabiske diktaturers løgn.
Joris Luyendijks pointe er, at hvis man tror, at man via almindelige, vestlige nyheder øger folks forståelse af Mellemøsten, så tager man fejl. For de godt 20 lande i det, vi kalder "den arabiske verden," er diktaturstater, og selve diktaturets væsen forhindrer journalistikken i at virke. I diktaturer er der nemlig ingen sikker viden, og journalistikken baserer sig på en formodning om, at vi faktisk kan finde kendsgerninger – hos os i Vesten typisk i form af statistikker, meningsmålinger og interviews med folk, der ikke behøver frygte deres eget eller familiens liv, hvis de siger deres mening.
"Folk som os" skildrer også, hvordan der skete et skifte i udlandsdækningen efter 11. september 2001. Joris Luyendijk var mellemøstkorrespondent både før og efter den dato, og det er givende at se det sammenfattet, hvordan dækningen af den arabiske verden har været i perioden, der for Luyendijk kulminerede med afsættelsen af Saddam Hussein i Irak. Hans forklaring på, hvorfor så mange dygtige håndværkere uden særlig viden om den arabiske verden efter den 11. september har fået en skudsikker vest og er blevet sat på en flyver til regionen, vil give mangt en undrende læser/seer/lytter en aha-oplevelse. Luyendijk mener, at de håndværksmæssigt dygtige, men indholdsmæssigt relativt uvidende reportere er dem, det er lettest for de pressede chefer at have med at gøre, for de leverer varen uden at sætte irriterende spørgsmålstegn ved opgaverne og uden at komme med alle mulige forvirrende betragtninger, der mudrer nyhedsbilledet.
Køb "Folk som os – hvad medierne ikke fortæller". Snig også et eksemplar i din chefs dueslag. Det er en bog, som enhver, der har med nyheder generelt og den arabiske verden i særdeleshed at gøre, vil have godt af at læse.
Angela Brink er journalist og har blandt andet arbejdet på udlandsredaktioner samt som nyhedsanalytiker ved tænketanken The Emirates Center for Strategic Studies and Research i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater.
"Folk som os – hvad medierne ikke fortæller"
Af Joris Luyendijk (oversat fra nederlandsk af Lise Bøgh-Sørensen)
Informations Forlag
243 sider, 249 kroner
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.