Bog: Bilder som förändrar världen
Fotograf: Tomas Gunnarsson
Udgiver: Gävle Kommun (Bogen kan bestilles til kostpris, der afhænger af antallet af bestillinger). Håndbogen ligger også online
Anmelder: Lene Rimestad, journalist, ph.d. i journalistik
ANMELDELSE. Med jævne mellemrum diskuterer vi, hvordan vi som mediemennesker bidrager til stereotyperne, og hvordan vi dækker verden ud fra meget snævre normer. Den hvide, heteroseksuelle mand med stabil indkomst, artig kone med C-skål og to lyshårede børn indtager medierne igen og igen.
Tilbage står en masse andre og leder forgæves efter sig selv. Undtagen selvfølgelig muslimerne, der ser sig selv portrætteret som uønskede forbrydere og helst ville være helt fri for det billede.
Svenskerne tør – i modsætning til danskerne – at gøre noget for mangfoldigheden. Den svenske kommune Gävle har netop i en fin, lille billedhåndbog, ’Bilder som förändrar världen’, gjort op med sin egen – og andres – billedpolitik for at forandre det noget ensformige og meget lidt repræsentative billedgalleri. For alle har ret til at drømme stort og se alle muligheder, men blandt andet stereotyperne blokerer for det, skriver kommunen i introduktionen til bogen.
Billeder viser – lige som forbilleder – mulighederne, og kommunen ønsker, at alle borgere, uanset køn, kønsidentitet, hudfarve, religion, evner, seksuel orientering og alder, skal føle sig som en del af det kommunale fællesskab.
Håndbogen indeholder en række billeder, der viser verden fra andre vinkler end den sædvanlige, og en stribe tekster, der påviser skrævvridningen, men også anbefaler andre veje.
Bag bogen står ”genusfotografen” Tomas Gunnarsson og Johan Dahlin fra kommunikationsbureauet Twist and shout. Det har taget dem to år at lave bogen, der indeholder tekster, som analyserer tingenes tilstand, for eksempel at kvinder er hovedpersoner i 31 procent af alle nyheder. Bogen kombinerer derefter status med løsninger som muslimske kvinder med fiskestang, ældre kyssende lesbiske, drenge med makeup og pigetøj, en heste-mand og en selfie-skole, der gør op med duckface- og stoneface-stereotyperne for henholdsvis piger og drenge. Der er også råd til hobbyfotografen med anbefalinger om at tage familiebillederne på andre måder.
Bogens billeder er æstetiske og tankevækkende, og teksterne er præcise og handlingsanvisende. Tjeklisterne er humoristiske, og kommunens kommunikationschef poserer endda som en anden pinup.
Kunne man forestille sig en dansk kommune kræve af sig selv og anbefale alle andre at tænke mere inkluderende på samme måde som Gävle Kommune? Næppe. Det mest revolutionerende, jeg er stødt på for nylig, er et indslag fra TV 2 Lorry, hvor en ung handicappet mand optrådte som helt almindelig kilde i et indslag om en fodboldklub. Han var fan af klubben og blev som kilde brugt som repræsentant for gruppen af fans. Det var et særsyn, der brød med normen, der ellers ville have henvist ham til at være kilde på indslag om handikappede med et eller andet problem. Jeg delte begejstret indslaget på Facebook, men det er da lidt deprimerende, at den slags ikke er en naturlig del af mediebilledet.
Vi kunne godt bruge nogen som Gävla Kommune til at gå først med klare ambitioner om mangfoldighed. Der sker i hvert fald ikke noget af sig selv.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.