Magt og medier er et spændende emne og en fængende titel. Tilbage i 1986 udgav nordmanden Thomas Mathiesen den mediesociologiske »Makt og Medier«, der er gået hen og blevet en klassiker.

At Merkelsen hverken henviser til eller diskuterer sin norske inspiration, siger desværre noget om, at det danske bud i denne genre kommer med en del fejl og mangler. Ikke mindst i betragtning af, at Merkelsens kapitel tre fungerer som et superkomprimeret resume af Mathiesens bog.

Ambition hos Merkelsen er en bred introduktion til magtbegrebet for derved bedre at kunne begribe mediemagtens mange ansigter. Vi hører om magtbegrebet hos Platon og Machiavelli og om mere moderne perspektiver hos for eksempel Habermas, Luhmann og Bourdieu. Et medieperspektiv følger med i hvert kapitel, dog flere steder blot som en afsluttende case. Derfor går det også bedre med at kæde titlens to fokuspunkter sammen, når man har at gøre med de teoretikere, der specifikt har forholdt sig til medierne.

Generelt er de enkelte kapitler ganske korte, hvilket også gør, at meget nyere dansk forskning i medier og journalistik med relevans for bogens perspektiver ikke berøres. I forhold til debatten om magtens mange ansigter kaster bogen derfor mest lys på de klassiske magtforståelser, mens mediemagtens mulige ansigter efter endt læsning stadig ligger hen i skyggerne.  

Henrik Merkelsen, »Mediemagt – magt og medier – en introduktion«, Samfundslitteratur,
302 sider, 348 kroner.