search

Mænd i krig, børn i sorg

Bog: Dokumentarfilm: Krigsfotografen Forfatter: Instruktør: Boris Benjamin Bertram Forlag:

Stjernefotografen Jan Grarup har i årtier fotograferet verdens konflikter med poesi og nerve, så vi kan mærke dem. I Boris Bertrams dokumentar ’Krigsfotografen’ oplever vi Grarup i et maskulint helteportræt, der både rummer ørkenstøv, skudsikre veste og hverdagens brutale skrøbelighed.

Det begynder med balloner: De små børn og far pynter op i gården et sted i København. Grarups ældste datter bliver student. Der festes med kolde øl i den varme sommersol. Kort efter er den danske idyl skiftet ud med en støvet krigszone, hvor Grarup sidder i skjul bag en mur, mens skudsalverne brager. Kontrasten mellem de to verdener er til at tage at føle på.

Det er sådan, ’Krigsfotografen” elegant introducerer de to sceniske rum, der udgør filmens hovedspor: Hverdagen i Danmark med ansvaret for fire børn og livet som krigsfotograf i konstant leg med døden.

Stilen i dokumentaren er klassisk ”cinema verité”. En række scener, som ikke fortæller dig, hvad du skal tænke, men viser dig det. Her kommer vi ret tæt på Grarup og hans børn. Tidligt i filmen får vi at vide, at fotografens ekskone er alvorligt syg, og de tre store børn derfor er Grarups fulde ansvar. Døden lurer ude som hjemme.

Filmen er ”embedded” med Jan Grarup. Vi følger ham loyalt. I den klassisk journalistiske tradition vil man nok efterlyse modstand, men måske kan vi selv finde svarene ved at kigge på karakteren Grarup? Man kan ikke nægte, at filmen sætter Grarup på piedestal. Han er sexet på en slidt måde, han kører i en smuk bil, sidder dekorativt i en stilfuld træbåd på havet, er hjemmevant og sej, når kuglerne flyver om ørene, og fotograferer med samme selvfølgelighed franske filosoffer i hvide skjorter. Men historien om børnene, afsavn og ekskonens sygdom gør, at piedestalen balancerer i en sump af skrøbelighed.

Filmen er godt fotograferet af professionelle folk, der også tør at gå i krig, men den er ikke lækker som et Grarup-foto.

Grarups fotografier ser vi i montager hele vejen igennem filmen. De inviterer os til at sanse den verden, som bliver bombet og brændt som konsekvens af lokal og international politik. Det er her, kunstneren Grarup tydeligst mærkes, samt den berettigelse af hans arbejde, der bliver til et spørgsmål hos publikum. Hvorfor gør han det dog? Dette står ubesvaret hen. Men kigger man på manden, hans ansigt, tatoveringer, på hans øjne, når han sidder i bilen og lige netop har overlevet, så ser det ud, som om han ikke kan lade være. Han gør det, fordi han er eminent god til at fotografere i krig, fordi det er hans sprog, han drug og hans drivkraft. Og fordi, at når man først har oplevet den intensitet, der ligger derude, hvor liv og død danser tæt, så er det svært at få sjælen med sig hjem.

Var Grarup en kvinde, havde han nok ikke handlet, som han gør; valgt at rejse fra børn, tydeligt påvirkede af de dramatiske ting, der sker omkring dem. Men Grarup er en mand. Han minder om skuespilleren Klaus Kinski, der i en Herzog-film ofte er er halvt vanvittig, halvt heltemodig. Der er noget storhed over hans dumdristighed, fordi det går godt, og fordi de billeder, han vrister ud af krigszonen, berører os – men det er også et studie i uansvarlighed og altopslugende passion.

Filmens mest rørende scene foregår hjemme i Danmark, hvor døden rammer familien, og børnene reagerer kraftigt. Vi har lært dem godt nok at kende til, at det også påvirker os, når Grarups søn næsten ikke kan være i sin krop af sorg under moderens begravelse, og far lover, som en god gammeldags helt, at alt nok skal blive godt igen. Det håber vi virkelig.

Premiere 19. september (118 min.)

Anmelder: Eva Mulvad er filminstruktør

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen