ANMELDELSE. Det er næppe særlig smart at forsøge at tvinge noget ind i hovedet på journalister. Men en undtagelse bør gøres med Information-redaktøren Rune Lykkebergs bog "Kampen om sandhederne". Den bør simpelthen læses af enhver, der i det daglige beskæftiger sig med at se samfundet efter.

Rune Lykkeberg formår nemlig det usædvanlige at fremlægge aldeles overbevisende analyse af ikke bare den nære fortid, men også af den igangværende nutid, der gennemgås med et klarsyn så man i enkelte øjeblikke får fornemmelsen af, at brikker falder på plads under fødderne på en.

Til diskussion, forstås – Lykkeberg har ikke nødvendigvis ret i alt, men han leverer en friskhed i samfundsdiagnostikken, som er decideret velgørende. Det sker ikke så ofte, at man ved læsningen af en debatbog føler sig medrevet som ved romanlæsning, men Lykkeberg kan, og det er ikke sproget, der gør det, men sammenhængen, tankerækken og klarsynet, der vender siderne af sig selv.

Sammenkædningen af litteratur, musik og film – ja fra helten Pierre Bourdieu over Tage Skou-Hansen via Jürgen Habermas til Bent Vinn Nielsen og Kristian Ditlev Jensen over Per Fly til Leif Panduro, Henrik Stangerup for at nå Lars von Trier, Knud Sønderby, Isam B., Villy Sørensen Jan Sonnergaard og Natasja kan lyde som namedropping, men er så meget mere end det. For Lykkeberg får gennem kunsten, litteraturen og teorien forklaret og røntgenfotograferet det kulturelle borgerskabs fald.

Folketingsvalget i 2001 – det der også er blevet kaldt det lille systemskifte – er centralt for Lykkebergs analyse, herunder den skarpsindige pointe, at netop dette valg egentlig ikke var begyndelsen på noget nyt, men i stedet en afslutning. En afrunding af tiden, hvor kultureliten og de kulturradikale satte dagsorden politisk, kulturelt og økonomisk. Valget i november 2001 var kulminationen på en alliance mellem den økonomiske overklasse og den kulturelle underklasse, der så at sige smadrede den kulturelle overklasse, der havde tilranet sig æren for velfærdssamfundets hele eksistens.

Hvad der lykkedes for vinderne af 2001-valget, var blandt andet at beskrive den kulturelle overklasse så tilpas afskyvækkende, at den økonomiske underklasse stemte borgerligt. Fjenden var ikke – som det ellers ofte siges – indvandrerne. Fjenden var opdragerne, de løftede moralske pegefingre, der altid vidste bedre. Dem, som statsminister Anders Fogh Rasmussen så mesterligt fik rammet ind i sin berømte smagsdommer-nytårstale i 2002. Han ramte skiven måske meget mere præcist, end han selv var klar over, og fik genereret en så voldsom afsky mod de venstreintellektuelle i rødvinsklanen, at mange af dem ligefrem selv gik til modangreb på det, de var engang.

Heri ligger meget af forklaringen øjensynligt på, at oppositionen her på syvende år stadig ikke har fundet politiske modtræk. Så også de bør sammen med alle os andre læse Lykkeberg, for at forstå, for at lære og for at komme videre.

"Kampen om sandhederne"
Af Rune Lykkeberg
Gyldendal
384 sider, 299 kroner