De fleste af os forbinder fiktion med noget, der er opdigtet – måske endda løgn – mens begrebet dokumentar typisk dækker over noget virkeligt, som dermed – formodentlig – er sandt.

At indkalde fiktionspolitiet, når man møder en blandingsform som new journalism, dokudrama eller historisk roman, og bede dem afgøre, om udsagnet er rigtigt eller forkert, virkeligt eller fiktivt, giver imidlertid slet ingen mening, hvis man skal tro forfattergruppen bag bogen Fiktionalitet. Faktisk er det direkte uinteressant at sætte etiketter på genrer. De har for længst blandet sig, og fiktionen findes ikke længere blot i filmen og skønlitteraturen. Den findes i al kommunikation: i den journalistiske, i den politiske og i den private på blandt andet de sociale medier for blot at nævne nogle få.

Bogens hovedpointe er, at det interessante ligger i at kortlægge, hvordan, hvornår og ikke mindst hvorfor alverdens kommunikatører så flittigt griber til fiktive våben. Ikke hvorvidt de gør det. Fiktionalisering betragtes altså her en retorisk strategi – som et middel til at nå et mål – og bogen diskuterer begavet, hvilket gevinster man opnår ved at fiktionalisere sit budskab.

En af finterne ved at bruge fiktionen i skrift, levende billede eller tale er, at afsenderen skaber en tøven hos sin modtager. Er udsagnet mon sandt eller falsk? Skal jeg være på vagt? Eller kan jeg læne mig tilbage og slappe af? Og denne tøven får modtageren frem i stolen og maner til involvering på en helt anden måde, end hvis der ikke var blevet leget med genrerne.

Det virker godt, når det lykkes. Som for eksempel da Barack Obama i en tale brugte Walt Disney til at fiktionalisere – og dermed parodiere – diskussionen om sit fødested over for Donald Trump. Og anderledes skidt, når det ikke lykkes, som da Anders Samuelsen blev beskyldt for at lyve i en annonce om et påstået håndværkerbesøg og forsøgte at dække sig ind under, at han ’fiktionaliserede’. Mens det hos Samuelsen kom til at virke utroværdigt, virkede det vittigt hos Obama – eller inciterende hos Mads Brügger, da han legede med identiteter i filmen Ambassadøren, eller hylende morsomt hos Casper Christensen og Frank Hvam, da de (måske) spillede sig selv i Klovn, der netop ernærede sig ved at blande løgn og sandhed.

Det kan man imidlertid ingenlunde beskylde Fiktionalitet for. Den er forfattet i et uhyre virkelighedsnært og knasende tørt sprog, der følger alle de akademiske regler for fremsættelse af hypoteser, konklusioner og citater på originalsproget. Hvilket måske nok er velegnet til undervisning, men ikke til underholdning, hvilket godt kan ærgre, da de prima pointer fortjener en større udbredelse, end den strenge lærermester-form indbyder til.

Louise Brix Jacobsen, Stefan Kjerkegaard m.fl.: Fiktionalitet. 168 sider. 198 kroner. Samfundslitteratur

Lotte Kirkeby Hansen er freelancejournalist og -redaktør