ANMELDELSE. Onde tunger siger, at de fleste journalister har mindst én dårlig roman i sig, og eksempler er der rigeligt af. Ikke mindst dem, der forsøger at skrive en satirisk nøgleroman om medieverdenens dårskab.

Heldigvis har Miki Mistratis debutroman "Solo" ikke den slags prætentiøse ambitioner, men er derimod en stramt fortalt lille kriminalhistorie i et aktuelt avismiljø. Og netop derfor bliver karikaturen af det klassiske persongalleri – den gamle fordrukne og anakronistiske chefredaktør, den udbrændte kulturreporter og det unge ambitiøse brushoved – så meget mere morsom. Den tidligere Cavling-vinder (2004, Dan Lynge-sagen) kender sin avisgang, og det er komisk, hvis det ikke til forveksling mindede om den tragiske virkelighed, at følge dagbladet Demokratens desperate famlen efter en ny strategi, hver gang der kommer nye håbløse oplagstal.

Historien begynder med mordet på en pakistansk pige. Et mord, som umiddelbart ser ud til at være racistisk motiveret, men hvor vores hovedperson Daniel, ung reporter på Demokraten, via kontakter i miljøet får sandheden og dermed sin første solohistorie på forsiden. Dog kun ved at begå en alvorlig – om end meget forståelige og menneskelig – journalistisk hybris. Det kunne rigeligt have trukket en roman i sig selv og bliver desværre ikke fulgt helt til dørs. Lige som vores kriminalopdager, Mikkel, forbliver en papfigur i kulissen, og hans instinktive opklaring af sammenhængen i en række drab forbliver et postulat.

For rusen over sin solo-historie giver for alvor Daniel blod på tanden, og dermed skifter bogen karakter. Og sympatien desværre også. Man føler ikke længere med Daniel, mens han drives mod sin uundgåelige nemesis, der venter på den anden side af bogens ironiske slutning.

Daniel er drevet af sygelig forfængelighed og liderlighed, og han pløjer sig ubesværet igennem en håndfuld af de kvindelige bipersoner. Der bliver virkelig gået til stålet, og detaljerigdommen er imponerende, men Mistrati slipper godt fra den vanskelige genre: Håndskrevne sexscener. Problemet er bare, at Daniel – på trods af forfatterens forsøg på at give ham psykologisk dybde med massiv præstationsangst og lidt konstruerede faderkomplekser – er bimlende sindssyg. Uden at afsløre noget kan vi jo sige, at han tager udsagnet om, at den gode journalist selv skaber nyheden, og at der skal lig på bordet, før verden vil lytte, lidt for bogstaveligt.

Men igen … det er præmissen, og bogen giver sig ikke ud for andet, så man læser lystigt videre, mens Daniel efterhånden udvikler sig til dansk journalistiks Patrick Bateman. "Solo" er ikke stor litteratur, men på trods af alle forbehold gedigent håndværk, fin underholdning og sjov mediesatire.

"Solo"
af Miki Mistrati
Forlaget Verve
250 sider, 249 kroner