Bog: Pseudoarbejde. Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting
Forfattere: Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen
Forlag: Gyldendal (294 sider, 300 kroner)

Anmelder: Lotte Kirkeby Hansen, freelancejournalist og forfatter

Det er smart at have travlt. Når vi møder hinanden, spørger vi, hvordan det går, og det er bedre at svare busy busy, end at man egentlig bare dalrer rundt og ikke laver alverden. Og hvis vi ikke har travlt, så lader vi, som om vi har det. Især når det gælder arbejde. Men i virkeligheden laver vi langt mindre, end vi går rundt og bilder os ind, mener antropolog Dennis Nørmark og filosof Anders Fogh Jensen i deres tankevækkende og sine steder svært provokerende ’Pseudoarbejde. Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting’. 

De mener, at vores arbejdsliv er fyldt med bullshit og bras og med en vanvittig masse pseudoarbejde, at vi hænger mere ud, end vi arbejder, og at vi i stigende grad bekender os til Parkinsons lov om, at arbejde udvider sig, indtil det fylder den tid, der er afsat til det. 

Men det kan også være anderledes. Hos IIH Nordic, hvor de har indført en fire dages arbejdsuge, er less more. Her arbejder de efter den omvendte Parkinsons lov. Hvis arbejde fylder den tid, der er til rådighed, må det også virke baglæns.

Hvis man reducerer tiden, må arbejdsopgaven ende med at tage den begrænsede tid, der bliver afsat til den. Og med den tankegang har de opnået imponerende resultater på alle tænkelige bundlinjer. 

Hvis det står til Nørmark og Fogh Jensen, skal vi i højere grad tænke som IIH Nordic. Vi skal lade være med at tænke som i industritiden, hvor det var antallet af timer, der talte. Det er ifølge dem nemlig inderligt ligegyldigt, hvor lang tid vi er på arbejde. Det eneste afgørende er, hvilken værdi vi skaber. Og når vi har skabt den værdi, så skal vi gå hjem. 

Vi skal ikke sidde og surfe på nettet eller gå på gaden for at fylde tiden ud – og vi skal holde op med at sige ja til meningsløse møder og indholds- tomme opgaver. Altså skal vi droppe positiviteten, lære at sige nej, pakke sammen og gå, når vi er færdige, mener de to forfattere, der har mere end almindeligt velsmurte tungebånd. 

De er ekstremt velskrivende og vidende, men det er ikke nogen undskyldning for at gentage og undlade at dosere, og de kunne med fordel have været skarpere redigeret. Men måske fremstår absurditeten og meningsløsheden bedre, når der er mange og lange cases. Jeg tror det dog ikke. Også her er less more. 

Men når det er sagt, er det en interessant bog, og dens store styrke er dens kultur-, filosofi- og samfundshistoriske ramme og dens perspektiv. Det giver den langt mere tyngde end den sædvanlige quick fix-bog, og det hjælper os til at forstå, hvorfor vi gør, som vi gør, hvorfor vi tænker, som vi tænker, og hvorfor vores vaner er så svære at bryde. Vi kan ikke ændre dem uden at forstå dem, og det hjælper ’Pseudoarbejde’ os på overlegen vis med at gøre.