Tårerne triller af lige dele grin, frustration og forargelse, når man læser Dagpengeland.

ANMELDELSE. Til min sidste jobsamtale i A-kassen på Gl. Strand (for de uindviede er en jobsamtale for ledige en slags gruppeeksamen, hvor det tjekkes, hvor mange jobs man har søgt), beklagede en af deltagerne (fra Bornholm) sig over, at hun var blevet indkaldt til sit fjerde jobsøgningskursus, hvilket hun ikke syntes gav mening, eftersom hun meget snart skulle på efterløn. Hun ville gerne hjælpe nogle gamle på det lokale plejecenter i stedet for, men havde fået afslag.
Jeg ville ønske, at Lau Aaen havde været med den dag og alle de andre gange, hvor man som ledig og ufrivillig klovn i det store aktiveringscirkus støder på situationer og optrin, hvor man tænker "det her er simpelthen løgn". Lau Aaen har nemlig med sin fantastiske jobsøgningskursusafsløringsbog (måske har han endda opfundet en ny genre?) givet luft til de frustrationer, som mange ledige må føle, og åbnet ballet til den helt fundamentalt nødvendige diskussion om, hvad vi vil med vores alle,sammens beskæftigelsesindsats.

Tårerne triller af lige dele grin, frustration og forargelse, når man læser Dagpengeland, fordi det er så latterligt komisk, tragisk, et så frygteligt spild af tid, mandetimer og menneskelige ressourcer, hvad der efter Laus beskrivelse udspiller sig af hårrejsende scener på et helt almindeligt jobsøgningskursus hos firmaet Integro. Lau Aaen gengiver (blandt urkomiske beskrivelser af Integros undervisere og deres patetiske punchlines) råt for udsødet alle de katastrofalt dårlige slides, han er blevet præsenteret for på sit jobsøgningskursus: Fulde af stavefejl, clipart-illustrationer, unødvendige citationstegn, det hele sat med Comic Sans – fint i tråd med Integros friskfyragtige kvalmepositive undervisningsform.

Dagpengeland er ultrastramt – næsten for stramt – komponeret og redigeret. Og det er synd, at man som læser lades sulten, når nu Lau Aaen skriver som Erlend Loe, når han er bedst og mest perfid: Knapt, spiddende, komisk. Kun glimtvis får vi således lov at følge Lau i hans liv uden for jobsøgningskurset, hvilket blandt andet omfatter finurlige dagdrømme om alle journalisters hedeste ønskejob: Studieværttjansen på Deadline.

De manglende eller sparsomme udenomsbeskrivelser er dog givet et bevidst valg og understreger bare i nedslående grad det klaustrofobiske i det håbløse jobsøgningskursus og Integros ansattes fuldstændige mangel på interesse for sine kursister og deres situation.

Dagpengeland bør sluges – hurtigst muligt, og mens beskæftigelsesdebatten raser – som stor litteratur og som sort samfundssatire – af alle med og uden job.

Julie Asmussen er arbejdsløs grafisk designer