Bog: Journalist – fortællinger om mig selv, medier og mennesker
Forfatter: Lasse Jensen

Forlag: Gyldendal (393 sider, 299,95 kroner)

Anmelder: Lasse Højsgaard, journalist

Det er med en smule ængstelse, man giver sig i kast med Lasse Jensens erindringer. En ronkedor fra de gyldne monopol-dage, der har gjort det hele, været alle steder og i øvrigt ved lige præcis, hvordan den journalistiske kage skal skæres. Som sagt, man ængstes.

Lad det bare være sagt med det samme: Det er en fin bog, og man læser den uden at blive irriteret. Lasse Jensen har rigtignok gjort det meste og været de fleste steder, det bliver der ikke lagt skjul på. Men han får fortalt om sine meritter uden at blive selvforherligende og med en klædelig erkendelse af at tilhøre en generation, der fik lov at ride på den store udviklings- og opgangsbølge i mediebranchen.

Bogen er generelt skrevet lidt som en krønike. Lasse Jensen fortæller om sin opvækst og karriere, men causerer også gerne om samtidens national- og verdenspolitiske begivenheder. De bedste passager er der, hvor de to tråde falder sammen – når Lasse Jensen som udenrigsreporter og USA-korrespondent selv er øjenvidne til verdenshistorien blandt døende børn i Biafra og under forhør i tortur-fængslet Très Alamos i Chile.

Lasse Jensens historie er i høj grad også historien om DR, som han med enkelte afstikkere var tilknyttet fra 1969 til 2014, og hvis man har en fetich for den gamle statsradiofoni og udviklingen af tv-mediet generelt, er bogen et must.

Vi er med i den teknologiske og organisatoriske udvikling af huset; vi stifter bekendtskab med chefer som Jørgen Schleimann, Hans Jørgen Jensen og Ulla Terkelsen (jo, dengang var hun chef); vi er med på seminaret i Bymose Hegn, hvor komponisten Ingolf Gabold introducerer ’berettermodellen’ for TV-Aktualitetsafdelingen, hvilket især de ældre journalister efterfølgende afskriver som ”teoretisk akademikerpis”.

Man kan mene, at Lasse Jensen i perioder nørder sig rigeligt dybt ned i de politiske intriger i og omkring DR, og at bogen således bliver en tand længere, end nødvendigt var. Men det er på godt og ondt symptomatisk for en bog, der er skrevet på intuitiv lyst og interesse og ikke efter en stram, fortællestrukturel skabelon.

Blandt bogens stærke sider er karakteristikkerne af de mange personer, Jensen har krydset i sin karriere, og så naturligvis det allerede nævnte faktum, at manden har gjort det meste og været de fleste steder.