Bog: De fire isbjerge – om verdens største udfordringer

Forfatter: Per Stig Møller

Forlag: Gyldendal (196 sider, 100 kroner)

Anmelder: Julie Asmussen, grafisk designer, pr-medarbejder og underviser

Lad det være sagt med det samme: Adam Holm, Uffe Ellemann Jensen, Holger K eller en anden M/K* i samme kaliber, der rent faktisk ved, hvad de snakker om, burde have anmeldt Per Stig Møllers 'De fire isbjerge – om verdens største udfordringer' i stedet for undertegnede.

Godt nok fik jeg 11 i historie til studentereksamen, men kun fordi min lidenskabeligt historieinteresserede svoger Søren aftenen forinden – mens jeg fortvivlet sad og prøvede at kompensere for tre års mentalt fravær i historie- og samfundsfagstimerne – forbarmede sig over mig og sagde; ”Hvis du nu kommer op i Truman-doktrinen …”, hvorpå jeg trak Truman-doktrinen og lirede svogers overlegne redegørelse af. Da 13-tals-spørgsmålet kom, var jeg fuldstændigt blank, ude af stand til at tilføje et eneste personligt perspektiv på sagen, komplet uvidende som jeg var om emnet – og historie generelt.

Her sidder jeg nu i en lignende suppedas, for nogle gange sker der det, at man bliver fejlcastet som anmelder og selv for sent i processen og for tæt op mod deadline erkender, at en anden burde have haft opgaven. Opdragsgiveren kender mine rabiate økoholdninger til flyvning og bilisme og har sikkert af den grund – og fordi bogens titel lader antyde, at klimaproblemerne (og måske endda løsningen på dem) er hovedemnet – tænkt, at jeg ville være den rette til jobbet. Mit problem er bare, at Per Stig Møllers – ganske vist ud fra størrelsen at dømme relativt overkommelige bog – handler om så meget mere end klimaproblematikken, hvilket jeg i det følgende – og således disclaimet som en helt almindelig og temmelig uvidende læser – vil forsøge at gøre særdeles groft rede for:

Med 'De fire isbjerge – om verdens største udfordringer' har Per Stig Møller begået en syleskarp, kortfattet, bestemt ikke letlæst, men alligevel vildt underholdende, oplysende og foruroligende analyse af verdens fire største og forbundne udfordringer, der af forfatteren defineres som henholdsvis det demografiske, økonomiske, økologiske og demokratiske isbjerg.

Indledningsvis ridser Per Stig Møller heldigvis lige hele verdenshistorien op, så selv jeg forstår, hvordan de endog største civilisationer er bukket under i ”imperial overanstrengelse”, og at Europas tid som en af de dominerende magter i verden er forbi. Herefter bliver vi præsenteret for de fire isbjerge, hvor det første isbjerg udgøres af demografien, der tilsiger, at vi ”kan se frem til lokal, regional og global uro og konfrontation”, herunder stigende muslimske befolkninger i de vestlige lande (hvis stemme der skal tages hensyn til, ”hvis man vil vinde valg”), og en kraftig befolkningstilvækst i blandt andet Afrika, der vil gøre hver anden verdensborger til afrikaner i 2100 (ifølge UNDP).

Det demografiske isbjerg kan vi kun styre udenom ved blandt andet at give Kina (der lige nu rykker for vildt langs den genetablerede silkevej) et medansvar for verdensøkonomien og indgå et massivt politisk-økonomisk samarbejde med Den Afrikanske Union (AU). Dette leder os imidlertid ind i det økonomiske isbjerg, for det koster knapper at skabe vellykket integration hjemme og udvikling og øget uddannelse i de afrikanske lande – samtidig med at der tages højde for klimaforandringer overalt. Pengene hertil skal skaffes ved at øge verdensproduktionen og verdenshandelen, hvilket igen leder os videre til det økologiske isbjerg: For hvordan skal vi fortsætte et øget forbrug og en øget produktion, uden at det går ud over klimaet? Her er vi nødt til at tænke langsigtet i form af de rigtige, grønne investeringer, hvilket bringer os frem til det sidste og demokratiske isbjerg. For langsigtede investeringer og seje træk, der skal fremtidssikre vores samfund, kræver, at vi arbejder og bygger for noget større end os selv. Noget, der rækker ud over vores egen generation, og som måske vil kræve afsavn nu og her.

Det er her, at populismen og folk som Trump har frit spil: Store grupper i befolkningen rundt om i verden føler nemlig ikke, ”at deres interesser varetages, når deres jobs forsvinder” og ”når indvandrerne fylder op på socialkontorerne. Derfor ser de sig om efter noget andet end de sædvanlige regeringspartier”, nogen, der vil fikse deres situation nu og her, fremfor at tænke på klima og miljø. Og når dette sker i en tid, hvor den stigende økonomiske ulighed og spekulantkapitalisme underminerer den brede befolknings tiltro til systemer og politikere generelt, kommer demokratiet for alvor under pres.

Jeg plejer at lave nogle æselører og skrive lidt noter i margin på de bøger, jeg anmelder, så jeg ved, hvad jeg skal fremhæve fra dem. I Per Stig Møllers bog har jeg lavet så mange æselører, at det svarer til at skulle læse bogen igen, så pakket er 'De fire isbjerge' med indsigt, at jeg ville ønske, at forfatteren ville versionere bogen, så ikke blot voksne Kloge-Åger (eller almindelige læsere på hårdt arbejde – ikke så meget på grund af sværhedsgraden som af stoffets tæthed) kan følge med: For eksempel kunne han lave en illustreret børnebogsversion, der opridser verdenshistorien og forklarer verdens problemer i børnehøjde, eller skabe en graphic novel-udgave til de kommende års studenter (som de passende kunne sluge som optakt til deres læseferie), så hæsblæsende oplyst og informeret bliver man i Møllers vidende selskab.

En bredere formidling kunne måske også medvirke til at løse en af grundproblematikkerne udpeget af Per Stig Møller selv i bogen (her sigter han ganske vist mere til Orwellsk nysprog end til kulturelitær distance); at politikerne (eller de kloge med indsigt og det helt store historiske overblik som Møller selv) taler et andet sprog end almenvældet og bliver uforståelige, hvorpå folk ser sig om efter nogle Trump-typer, hvis største konkurrencefordel måske er at kunne tale så kortfattet og selvrepetitivt, at alle forstår, hvad der bliver sagt.

Det er læserens valg, om vores pressede demokratier kan gøre, hvad der skal til for at sejle uden om de fire isbjerge, skriver Per Stig Møller i slutningen af bogen. Jeg håber i forlængelse heraf, at flest muligt demokratisk sindede borgere med bare en lille smule håb og ansvarsfølelse for fremtiden vil sikre sig et eksemplar af 'De fire isbjerge – om verdens største udfordringer', så passiaren over de plantebaserede bøffer hen over sommeren vil komme til at handle om verdens største udfordringer, og hvordan vi bruger demokratiet til at styre uden om dem.

Selv vil jeg tage bogen med på ferie, glatte æselørerne ud og læse den igen – et par gange. Så får jeg nemlig også lige genopfrisket det dér med verdenshistorien (og Truman-doktrinen), og det er vist et udmærket udgangspunkt for at deltage i den demokratiske samtale, før det er uigenkaldeligt for sent.

*Heldigvis har Anne Knudsen en omtale af 'De fire isbjerge' i Weekendavisen, men den har jeg selv tilgode.