Bog: Følelsernes politik – når folkestyret taler
Forfatter: Kresten Schultz Jørgensen
Forlag: Gyldendal (188 sider, 250 kroner)

Anmelder: Lasse Højsgaard, journalist

Kresten Schultz Jørgensens bog ’Følelsernes politik’ er dybest set en kogebog med mange små opskrifter til menuen: Sådan bør du som politiker kommunikere til vælgerne.

Hovedingrediensen er i al sin enkelhed, at man husker at tale til og med følelserne. Ellers taber man sine vælgere, og det er det, der ifølge Schultz Jørgensen sker i disse politisk foranderlige tider. Den gamle politiske elite har glemt, hvordan man appellerer til folkets følelser. Vælgernes spises af med ”økonomistiske” forklaringer, og hvis de ikke kan se kejserens klæder, må de nødvendigvis være dumme. DONG-salget var ifølge Schultz Jørgensen en vindersag, fordi det skaffede staten en masse penge og gjorde DONG til en grøn virksomhed. Men på grund af Corydons halvarrogante teknokrat-forklaringer, tenderende til ikke-kommunikation, blev det en tabersag.

Den politiske hjerne er følelsernes hjerne, hævder forfatteren. Først reagerer vi følelsesmæssigt, og så hæfter vi efterfølgende de rationelle argumenter på, skriver han og henviser til neurovidenskabelig forskning. Derfor har politik og partier brug for et narrativ – et formål udtrykt i en forholdsvis enkel fortælling, der refererer til genkendelige værdier. Og når saften er kogt ud af både venstrefløjens og de gamle borgerlige partiers fortællinger, giver det spillerum for de nye i klassen: DF og danskheden, Alternativet og ønsket om en ny politisk kultur og Liberal Alliance og den personlige frihed.

Bogens analyser er gode og plausible, men det er småt med aha-oplevelserne. At politisk kommunikation, der appellerer til følelser som vrede, forargelse og frygt, i disse år har kronede dage, er ikke en hemmelighed, Schultz Jørgensen har gravet frem. Bogen er mest givende mod slutningen, hvor han kommer med ret koncise opskrifter til den gode – det vil sige effektive – politiske kommunikation. Inden man når dertil, har man haft en halvlang rejse med en hel del afstikkere til antikkens filosoffer og andre kloge hoveder – flot litteraturliste, men måske ikke strengt nødvendigt for at forstå bogens pointer.

Det mest bemærkelsesværdige er næsten hans ublu tilgang til kommunikationen som et politisk magtredskab: Gør sådan, sig sådan, så skal du nok få majoriteten med dig. Han giver ganske vist budskaberne en sympatisk ramme af bekymring for en demokratisk krise, men mon ikke, der efter bogen sidder en politiker eller to, der gerne vil betale Schultz Jørgensen og hans LEAD Agency en pæn sum for den strategi og de følelses-appeller, der kan sikre vælgernes opbakning?