Bog: Historien der ikke bliver fortalt
Forfatter: Nagieb Khaja (forord af Carsten Jensen)
Forlag: Gyldendal (356 sider, 300 kroner)
Anmelder: Anne Lea Landsted, journalist
’Historien der ikke bliver fortalt’ er en opdateret udgave af bogen med samme titel, der udkom i 2011. Siden har en stor del af de udenlandske styrker trukket sig ud af Afghanistan, mens Taleban er vendt tilbage til blandt andet Helmand-provinsen, hvor danskerne var i krig. I dag bliver der skrevet meget lidt om Afghanistan – vi kender navnene på de 43 faldne danske soldater, men ved stort set intet om afghanerne.
Det prøver Nagieb Khaja at råde bod på med sin bog. I løbet af de sidste 15 år er han gentagne gange vendt tilbage til Afghanistan for at fortælle de historier, som ingen andre journalister fortæller, fordi de fleste har været embedded med militæret og mest interesseret sig for deres eget lands styrker.
I Danmark husker vi nok bedst den fremragende og prisvindende dokumentar ’Armadillo’, som råt for usødet fortalte historien om de danske soldaters liv i felten.
Nagieb Khaja fortæller den anden historie. Om lokalbefolkningen, der føler sig svigtet af de udenlandske styrker, om løfter, der ikke bliver overholdt, og om civile ofre for militærangreb, der i antal ofte overgår de statistikker, NATO sendte ud om civile tab. Det er historier om fejlslagne angreb, som Taleban får ansvaret for, selv om det militære isenkram fortæller en anden historie. Det er fortællinger om en beskidt krig med foreløbig kun tabere – bortset fra Taleban.
Det er ikke uden omkostninger at sige nej til militær beskyttelse og bevæge sig uden for de sikre zoner. Nagieb Khaja bliver kidnappet og overlever kun med nød og næppe et angreb, da han bevæger sig ind bag fjendens linjer i de Taleban-kontrollerede områder.
Dumdristigt vil nogen måske mene, men han gør det, fordi han ikke kan lade være, fordi han har en vigtig historie at fortælle, selv om kidnapningen ”et sted i Helmand eller Kandahar” har sat sine spor.
Som han skriver i bogen:
”Kidnapningen havde ikke traumatiseret mig, men (…) Min åbenhed og evne til at vise tillid til fremmede mennesker var forsvundet.”
Ikke desto mindre tilbringer han i 2013 seks dage sammen med Taleban og konstaterer, at holdningerne til den islamistiske fundamentalistiske bevægelse er delte.
Et sted oplever han en Taleban-gruppe, som er meget upopulær og uønsket af lokalbefolkningen, mens han et andet sted møder en gruppe, der nyder anerkendelse og respekt i store dele af befolkningen.
Nagieb Khaja er en fremragende journalist, efter min mening en af Danmarks bedste på sit felt, fordi han altid vender kameraet mod de mennesker, historien handler om og lader dem fortælle i stedet for at stille sig op foran et kamera langt fra virkeligheden.
Derfor er det også både trist og tankevækkende og synd for seerne, når man får indtryk af, at han har haft svært ved at sælge sine historier til dansk tv.
Heldigvis har både BBC og Al Jazeera fået øje på ham og bragt hans vigtige og velfortalte historier fra både Afghanistan og Syrien.
’Historien, der ikke bliver fortalt’, er ifølge forfatteren ikke en historiebog, men ”både en objektiv skildring og en strengt personlig beskrivelse” af hans oplevelser. Ikke desto mindre er den et vigtigt vidnesbyrd om, hvordan den lokale befolkning oplever krigen, og et vigtigt modstykke til de officielle beretninger.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.