Mette Højbjerg og Sandy French kalder deres bog »Ritt« for en biografi, og det er det da også. Men man kunne også kalde det en lærebog i at ville magten. Vi får et fascinerende indblik i en strategisk politisk planlægning, der altid har målet for øje – magt til at ændre samfundet.

Den unge Ritt, der i 1971 blev valgt ind i Folketinget, brugte de første måneder til at lytte og lære. Hun åbnede ikke munden, men tog omhyggelige referater og brugte sine iagttagelser til at kortlægge, hvem der blev lyttet til, og hvem der blev ignoreret. Hvilken form, der gav resultater, og hvordan beslutningerne blev truffet. Hvem der holdt sammen og hvorfor. Alt blev vendt og drejet sammen med hendes mand, historikeren Søren Mørch, og da hun havde det hele på plads, begyndte hun at bidrage. Men hun blev ved med at tage notater. Ritt Bjerregaard var og er ikke i politik for sjov.

Forfatterne beskriver den krævende arbejdsgiver, den strategiske alliances mester, men også den mere ukendte Ritt, den trofaste, opmærksomme og loyale ven. Selv om hun ikke er nem at være ven med. Især fordi venner automatisk bliver betragtet som 'Ritts nikkedukker'. Temmelig absurd for en politiker, der altid bevidst har opsøgt folk, hun kunne lære af.

Og som stadig tager notater.

Mette Højbjerg og Sandy French, »RITT – En biografi«, Lindhardt og Ringhof, 367 sider, 299 kroner