Kunsten at blive forstået

Bog: Forfatter: Forlag:

 

Ny bog om kommunikationsstrategi glemmer det vigtigste – den sunde fornuft.


Jens Otto Kjær Hansen: »I andres brød«
Forlaget Ajour. 360 sider, 398 kroner

ANMELDELSE. Det er en sjælden luksus at blive forstået, hvis man er kommunikationschef.

Skal det lykkes, forudsætter det kendskab til James Grunigs public relations-modeller, en brugbar kommunikationsstrategi og ikke mindst en corporate branding, som samler alle virksomhedens aspekter under én paraply – fra produkt til social ansvarlighed.

Så meget tør jeg udlede af en ikke påfaldende lettilgængelig bog af selveste chefen for Center for Journalistik og Efteruddannelse (CFJE), direktør Jens Otto Kjær Hansen, journalist, exam.art.phil. og MBA, som der står på bagsiden.

Det er knageme godt, man blot er ansat til at fylde nogle aviser med salgbare ord og billeder. Havde det været toiletruller, ville opgaven have været ganske anderledes kompliceret.

Jeg gad vide, om en fyr som Erik Ove fra Jøp, Ove og Myrthu havde hele J.O.K. Hansens begrebsapparat præsent, da han nylig rådede ISS til at sagsøge TV 2 og Ekstra Bladet, fordi vi havde taget firmaet i tarveligt rengøringsarbejde på et slagteri?

Er denne pinlige sags genoplivning i retten næste år mon en 'brugbar kommunikationsstrategi'? Lyder projektet ikke snarere som fortænkt selvdestruktion? Erik Ove må hellere se at få købt bogen, så han kan slå efter.
For at blive ved Danish Crown: Bogen bruger som case det lille økologiske slagteri Hanegal, der blev truet af mægtige Danish Crown for at overtræde patentrettigheder. David møder altså Goliat, mens hele Danmark glor. Hvor mange skemaer behøver kommunikationsrådgiveren at tegne for at finde den rette udgang til kæmpen? Løsningen var selvsagt at lade Hanegal fortsætte med at lave sine sunde leverpostejer.

J.O.K. Hansen synes givetvis, at jeg ser for enkelt på den metier, som tusinder af mere eller mindre journalistisk uddannede kolleger efterhånden lever af – og som drejer sig om at få folk til at købe et produkt uden lydelig protest. Men også når det gælder informationschefer, hælder jeg nu til at sætte ét værktøj foran alle disse teorier om meningsdannelse: Sund fornuft.

0 Kommentarer