BOG: Krigen indeni

FORFATTER: Matilde Kimer

FORLAG: Politikens Forlag (320 sider, 300 kroner)

Anmelder: Rasmus Elmelund, journalist

På forsiden af sin debutbog står Matilde Kimer iført armygrønt tøj og en skudsikker vest med ordet PRESS skrevet hen over brystet. DR-korrespondenten har en iPhone i den ene hånd, en hjelm i den anden, og hendes blik hviler på noget, vi ikke kan se. I den slørede baggrund anes et militærkøretøj. ’Krigen indeni’ er ifølge forlaget en ”rejse gennem den ukrainske revolution og krig fortalt gennem tre personer, der på hver deres måde hvirvles ind i den blodige konflikt”. De tre er 42-årige Anna, der er husmor og volontør, 19-årige Bogdan, der er jurastuderende og bliver soldat, og 35-årige Matilde selv. Det er en oplagt god måde at gøre den fjerne krig nærværende og levende for leverpostejsdanskere som dig, mig og Matilde Kimer, der er født og opvokset i Korsør, ved at bygge fortællingen op om tre motorer, vi kan identificere os med. For konflikten er druknet i nyhedshavet, og dens kompleksitet giver den ikke ligefrem førsteret på landets redaktioner. 

Men Kimers fortælling er så medrivende, at man grådigt bladrer og bladrer. Bogen handler mere om Matilde Kimer end om de to andre. Det er nok i højere grad forlaget end forfatteren, der har forlangt den prioritering, for det er trods alt lettere at sælge bøger om ukrainsk borgerkrig med en tv-kendis som hovedperson. Men det er en skam, for selv om Kimer er dybt reflekteret, og hendes arbejde har haft store personlige konsekvenser, bruges der for meget tid på korrespondentens ægteskabelige konflikter, hendes syge barn og den slags. Bogens egentlige scoop er det dybe indblik i Bogdan og Anna.

Matilde Kimer skriver godt, vældig godt, og forfalder kun meget sjældent til journalistklichéer, som at Den Internationale Valutafond ”smækker låget til pengekassen i og kræver af de ukrainske politikere, at de trækker skjorteærmerne op”. 

Ellers tænker man ikke over, at hun er tv-journalist, tværtimod. Mange krigskorrespondenter fortæller, at de gør det for historien, for sandheden, men Kimer er befriende ærlig om sine motiver. På et tidspunkt skriver hun, at det at stå midt i kampen, hvor folk bogstavelig talt faldt om omkring hende, ”er både skræmmende og tillokkende”. Passagerne med Bogdan og Anna er baseret på rekonstruktion og spækket med relevante detaljer, som vidner om et kolossalt interview- og researcharbejde. Det er imponerende, men man savner indblik i Kimers metodemæssige overvejelser.

Bogens råstof består af hendes 35 rejser til Ukraine for DR, skriver hun i det stramme efterskrift, og her fremgår det også, at hun har interviewet Bogdan og Anna over en periode på knap et år. Hun tilføjer selv, at deres historier er deres personlige beretninger, og at ”der er detaljer, jeg ikke har haft mulighed for at verificere”. Den sætning rummer ansvarsfralæggelse, for man kan ikke lade være med at tænke: Hvilke detaljer? Det er åbenlyst, at man som journalist i en krigszone ikke kan bekræfte alt, man får fortalt af sine kilder, men i gennemsigtighedens navn kunne det være overskudsagtigt, hvis de konkrete forbehold var skrevet direkte ind.