Bog: War in 140 Characters – How Social Media is Reshaping Conflict in the Twenty-First Century
Forfatter: David Patrikarakos

Forlag: Basic Books (320 sider, ca. 270 kroner)

Anmelder: Line Wolf Nielsen, Press & Communications Coordinator, International Media Support

Bogens titel er allerede overhalet indenom, eftersom Twitter nu tillader længere tweets, men konklusionerne skal nok vise sig langtidsholdbare. Forfatteren David Patrikarakos er nemlig ikke kun en dygtig London-baseret skribent for Politico, New York Times og Daily Beast – han er også en reflekteret og original iagttager. Man tilgiver hurtigt hans gentagelser af pointer, for forfatteren tager i hvert fald denne læser med til nye zoner i krigen; hvor våbenarsenal og kugler både er virtuelle og virkelige. Faktisk er det et tema, at det ikke længere giver meget mening at skelne. 

Vi starter hos teenagepigen Farah i Gaza og flytter hurtigt over til modparten hos det israelske forsvar. Her afdækkes en interessant historie om, hvordan et stort militærsystem trægt opdager, at et forsvar ikke længere kun handler om et værn mod Hamas’ raketter, men også om Twitter-aktivister og narrativer målrettet en global offentlighed. I Ukraine følger vi i hælene på blæksprutten Anna, der på eget initiativ indsamler og leverer forsyninger til blåfrosne soldater ved fronten, ladt i stikken af et korrumperet statsapparat. Derfra er det videre til en troldefabrik i Skt. Petersborg og til grundlæggeren af Bellingcat, som fra egen dagligstue afdækker nedskydningen af passagerflyet MH17.

Der er også interview med en fransk, nu hjemvendt, ISIS-kæmper rekrutteret over Skype, og den diplomat, der har stået i spidsen for det amerikanske udenrigsministeriums kommunikationsmodsvar til jihadistisk propaganda. Alle steder er omdrejningspunktet initiativrige homo digitalis; mennesker, der for længst har efterladt Carl von Clausewitz’ forståelse af krig som en symmetrisk handling mellem to nationalstater, hvor den forståelse hører hjemme: I det forrige århundrede.

Bogen mangler måske nok refleksioner om sociale mediers eventuelle redaktionelle ansvar, men taltunge grafer er bortvist til fordel for reportage og indblik i maskinrummet – hvilket gør bogen til en god introduktion til, hvordan digitale netværk påvirker konflikter og international politik. Dertil kommer, at visse afsnit nærmest læses som en bedre krimi. Alene det afsluttende kapitel, der på fornem vis samler alle tråde, er prisen værd. Her understreger forfatteren nødvendigheden af, at det er homo digitalis-journalister, der rapporterer fra fronten. Medierne skal forstå og selv navigere i det digitale, præcis som aktørerne i det 21. århundredes konflikter nu gør.