Krasnik og stjernerne

Bog: Forfatter: Forlag:

ANMELDELSE. Weekendavisens Martin Krasnik er en journalist af den slags, der bare er så meget bedre til det meste end de fleste.
Et er hans sproglige lethed. Han skriver med glimt i pennen, flydende let og skarpt uden misbrug af åndsforsnottede metaforer og som oftest med nye øjenåbnende vinkler på gennemtyggede internationale emner.
Noget andet – og måske vigtigere – er ambitionerne. Det er vel ikke at gå vores faggruppe alt for nær, hvis man påstår, at nogen af os indimellem bliver lidt slatne i ambitionsniveauet. Men tilsyneladende ikke Krasnik. Han går efter stjernerne.
Nu i bogen "Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne", hvor reporteren Krasnik har interviewet 19 af de største forfattere, tænkere og intellektuelle, som det moderne USA kan frembringe. En præstation i sig selv er det, at han har fået fat i folk som Francis Fukuyama, Erica Jong, Philip Roth, Christopher Hitchens, Jonathan Franzen osv. Alle de største stjerner har Krasnik fået ram på – og selv om de fleste af hans interview har været bragt i Weekendavisen (flere af dem også i internationale medier), skader en samlet genlæsning på ingen måde.
Det er morsomme interview, tankevækkende og nærværende på den gode måde, hvor det er helt tydeligt, at Krasnik får givet sine ofre solidt modspil, således at alle disse ellers genneminterviewede mennesker hæver sig over vanesvarene og giver ordentligt igen. For det er jo ikke nok bare at få fat i folk, de skal også gerne sige noget, udfordres, så vi læsere ikke bare får, hvad vi måske kunne få mere klart og mere tilbundsgående ved at læse deres bøger selv.
Alt dette er Krasnik uhyre bevidst om. Mon eksempelvis amerikansk litteraturs vel nok allermest vrisne ronkedor, Philip Roth, nogen sinde er blevet stillet spørgsmålet: "Smiler du overhovedet nogen sinde?"
Sådan et spørgsmål siger meget om Krasnik. Svaret, "ja, når jeg gemmer mig i et hjørne, og ingen ser det", siger en hel del om Roth. Koger man Philip Roth ned til en bouillon-terning, er det måske lige netop det, som Roths enorme forfatterskab altid har kredset om, og på den måde siger det ganske meget om interviewets styrke som genre. Gode interview er ikke samtaler, men interview styret af en forberedt journalist, hans fornemme intuition, hans mod og hans klarsyn i nuet.
Omtalen af bogen i de danske medier har mest handlet om Krasniks beskrivelser af sig selv. De fylder også ganske meget, og Krasnik deler ud af sig selv, sit følelsesliv, sine sygdomme, forholdet til kvinder og den slags, som kaster omtale af sig for den tidligere DR 2-studievært. Disse dele af bogen er også rigtig fin læsning. Personligt, morsomt og med sublime referencer videre til de 19 interview (eller 18, for kapitlet med Salman Rushdie er rettere en hylende skæg reportage). Martin Krasniks bog er bare på alle niveauer god – men heldigvis mest fordi han er en stjerneinterviewer.

"Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne"
Af Martin Krasnik
Forlaget Bianco Luno
272 sider, 299 kroner

Troels Mylenberg er Christiansborg-reporter for Berlingske Tidende

0 Kommentarer