Kopisikring af tryksager – 31 ideer der vanskeliggør kopiering
Af Michael Abildgaard Pedersen
Grafisk Litteratur, 2002
92 sider, 325 kroner
Har du brug for en ren straffeattest? Så er det “piece of cake” at kopiere en dansk straffeattest.
Adgangen til højkvalitets-farveprintere, -kopimaskiner og -scannere har gjort det relevant at tage højde for kopisikring, når man fremstiller recepter, straffeattester, billetter, eksamensbeviser, adgangskort og andre tryksager, der kan forfalskes.
Om dette emne er der udgivet en bog: “Kopisikring af tryksager”, der på 92 sider giver “31 ideer der vanskeliggør kopiering”.
Bogen giver mange gode eksempler og rigtig god inspiration til, hvordan man kan kopisikre sine tryksager. F.eks. kan alene det at trykke en billet på farvet karton gøre den meget vanskelig at kopiere for menigmand. Eller man kan benytte Pantone-farver, der vanskeligt lader sig kopiere i CMYK. Der vises også eksempler på mere kompliceret – og dyrere – kopisikring, f.eks. folietryk, udstansning og partiel lakering. Det er en meget flot bog med et lækkert layout og illustrationer, der også viser eksempler på de “dyre” løsninger.
Imidertid virker bogen også lidt som en pjece, der har fået vokseværk. Ifølge forordet henvender den sig til reklamebureauer, designere og grafiske virksomheder, men også til brugerne af kopisikre tryksager. Og her kan den professionelle grafiske designer nok føle, at f.eks gennemgangen af forskellen på RGB- og CMYK-farver er en smule overflødig. Men hvis man arbejder på en tegnestue, hvor der produceres tryksager, der bør kopisikres, er det en god bog at have stående på hylden sammen med andre håndbøger.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.