Truman Capote revolutionerede blandingen af reportage og fiktion, men han var også et studie i forkvaklet journalistisk etik. Det fortæller den fremragende film »Capote«, der har dansk premiere den 17. marts.

SCOOP. I 1965 havde jeg fået orlov fra Politiken for at gå på Columbia Universitys journalistskole i New York. Mens jeg gik dér, var den berømte forfatter Truman Capote ved at lægge sidste hånd på en bog om en hel familie, der var blevet fundet myrdet på en gård i den vestlige del af Kansas, hvor der kun er prærie og hvedemarker.

Capotes historie blev trykt i fire afsnit af magasinet The New Yorker og udkom senere som bog. Det viste sig, at han uden videre trådte ind i hovederne på de to mordere og fortalte historien set fra deres side. Det var nyt dengang. Man havde at holde sig til de klare facts og beskrive, hvad man kunne se, høre, lugte og smage sig til. Ingen følelser, tak.

På Columbia stillede vi om morgenen i hvid skjorte og slips – og for pigernes vedkommende kjole eller nederdel. Vi skulle have læst New York Times forfra og bagfra for at kunne klare morgenens test med spørgsmål om indholdet. Og så gik det ellers ud i storbyen på assignments sammen med reporterne fra aviserne, der var klædt ligesom vi og havde striber af korrekte spørgsmål klar på blokken.

Mangt og meget puslede bag bagtæppet af det ulastelige USA. Der var Vietnam, stoffer, rock, racehad, og Nixon stod parat i kulissen. Men det var, som om de pæne drenge og piger hverken havde lyst eller talent til at lette på hudfolderne i det amerikanske mellemgulv.

Nede i Kansas vandrede så en tyk mand i en slags lang damefrakke og med verdens løseste håndled ind på politistationen, mens han med affekteret stemme sagde sit navn. I New York plejede dét at være rigeligt til, at alle døre åbnede sig. Men ikke i byen Holcomb, hvor de fire medlemmer af Clutter-familien var blevet skudt. Her var der ikke andre end et par skolelærere, der nogensinde havde hørt om Truman Capote.

Men ind kom han, gennem charme og bestikkelse. Og han blev på historien, indtil den ødelagde ham selv. Det er det, den aktuelle spillefilm »Capote« handler om, baseret på en biografi af Gerald Clarke. Det er en film om etiske og moralske spørgsmål, som i et langsomt tempo æder hovedpersonens sjæl op. Se den!

Truman Capote var ikke den første journalist til at bryde gennem muren ind til følelserne og fiktionen. Det skete rundt omkring i bøger og magasiner som Esquire og Rolling Stone. I løbet af bare syv år dukkede en hel kolonne af banebrydere op, folk som Tom Wolfe, Jimmy Breslin, Gay Talese og Hunter S. Thompson. 'New Journalism' kaldte man den brogede flok, som også omfattede Michael Herr og hans dispatches fra slagtehuset Vietnam

Truman Capote mente, at det, han syslede med, var en non-fiction-roman. Den elegante society-forfatter bag værker som »Breakfast at Tiffany's« (på dansk »Holly«) havde længe ment, at virkelige begivenheder i den rette skribents hænder kunne blive lige så spændende at læse som en roman. Og Truman mente nok, at han selv var den rette til at tage denne opgave på sig.

Ude i den blodige virkelighed viste det sig hurtigt, at han havde naturlige anlæg for at fremstå som en empatisk lyttende, lidt pudsig lille mand, som alle syntes, de kunne lette deres hjerte til. Han skrev aldrig noget ned, men hvorfor også det, hvis man – som han siger i filmen – har nærmest perfekt hukommelse for ord?

Truman Capote brugte hvert et kendt trick i branchen og flere til for at blive ven med Perry Smith og Dick Hickock, de to småforbrydere, der på et bræk nærmest 'kom til' at henrette farmeren, hans kone og to børn. Det er disse kneb, hans biograf Gerald Clarke har afluret ham, og som vi andre som fagfolk nu kan sidde i biografmørket og fryde os over at se skuespilleren Philip Seymour Hoffman udføre i suveræn stil. Hoffman vandt tidligere på måneden en velfortjent Oscar for sin præstation.

Noget af det første, Capote gør, efter at forbryderne er blevet anholdt, er at hyre den bedste sagfører, han kan opdrive, som deres forsvarer. Sådan skaffer man sig arbejdsro og taknemmelighed! Nu kan tiden gå med juridiske finesser, mens Truman tøffer rundt i nabolaget og taler med alle, der kender til de myrdede eller har set noget på mordnatten.

Én scene glemmer man ikke lige straks. Truman har vovet sig ind i kirken, hvor de fire kister står på række og venter på begravelses-ceremonien. Der er ingen andre til stede, og som journalist kender man fornemmelsen: Her er noget, jeg simpelthen må undersøge, om jeg så skal komme til at overskride en grænse for sømmelighed eller andet. Men kan jeg være det bekendt? Skal, skal ikke? Det kribler i fingrene.

Hvad Truman gør, skal ikke afsløres her.

En anden ting, journalister vil lægge mærke til, er Capotes interview-teknik. Han åbner simpelthen en dør på klem til sit eget lønkammer og siger 'nu skal du høre, jeg har det ligesom dig'. Langt hen ad vejen er det ren taktik fra en kølig skriverkarl, der stråler af sympati, mens han har travlt med at observere og huske på detaljer.

Så sker der noget uventet.

Det går langsomt op for forfatteren, at han har et skæbne-fællesskab med morderen Perry Smith. De er begge vokset op i et barndomshjem præget af druk og småkriminalitet, men mens Truman slap bort i tide og blev anbragt hos tre tanter – alle enlige damer – blev Perry hængende i miljøet. Eller som Truman udtrykker det:

»Jeg gik ud ad fordøren, han ad bagdøren. Men vi er begge lige ensomme.«

I takt med at Capote lærer Perry at kende, læser hans dagbøger og taler med ham dag efter dag, indser han, at det er et begavet menneske, han har for sig. Det kunne lige så godt have været Truman selv, der sad dér i fængselscellen, hvis terningerne var faldet anderledes.

Det antydes kun i filmen – og det er fint – at skribenten forelsker sig i sin hovedperson, og det var ikke med i beregningerne! På sin side opfatter Perry den berømte forfatter som en ven og velgører. Det eneste menneske, han nogensinde har turdet åbne sig for.

Men det er nu lidt mærkeligt, synes Perry, at han aldrig har kunnet lokke Truman til at fortælle, hvad hans bog skal hedde. Først efter en society-aften i New York, hvor forfatteren læser op og bliver hyldet af sine fans, siver titlen via udenforstående ind gennem fængslets mure til de to forbrydere: »In Cold Blood«. Det er altså sådan, omverdenen vil lære dem at kende.

Forlæggerne er begejstret for titlen. Den er der skub i. Og efter en krise får Truman overtalt sin ven Perry til at fortælle alle detaljer om, hvad der skete på mordnatten.

Snip snap snude – så er historien sådan set ude, og Truman Capote ved godt, at han sidder med noget stof, som vil gå verden rundt. Der er bare én vigtig detalje, der ikke er på plads. Slutningen. Hvordan vil det gå de to mordere, skal de i fængsel på livstid eller hænges? Det må læserne simpelthen vide.

Den årelange periode, der følger, driver næsten Capote til vanvid. Han holder sig langt væk fra fængslet og ligger i sengen med en pude over hovedet for ikke at høre telefonen ringe. Det kunne jo være Perry, der havde fået lov til at spendere en af sine få opringninger på at trygle sin tidligere velgører om hjælp.

Truman Capote udtalte i et interview efter publiceringen af »In Cold Blood«, at han forstod den fornemmelse af ensomhed, som lå omkring Perry, og at han på en måde holdt af ham. Instruktøren af »Capote«, Bennett Miller, tilføjer for egen regning:

»Hvad Truman ikke sagde til journalisten var, at han ønskede Perry død og borte. At han var syg af længsel efter at se ham hængt. Ikke fordi han ikke følte medlidenhed med ham, men for at han kunne få en slutning på sin bog!«

Truman Capote fik sin slutning. Han var et af vidnerne, der på Perrys anmodning så bødlen hænge en sort sæk over hovedet på de to mordere og klynge dem op. Truman fik også sin verdens-berømmelse, men var under sidste del af skrivearbejdet begyndt at drikke heftigt og tage piller. Nogle mener, at han aldrig selv kom over det, han havde foretaget sig – med koldt blod.

Poul Martinsen er journalist og cand.psych. Har skrevet for blandt andet Østsjællands Folkeblad og Politiken. Har desuden lavet over 100 dokumentarfilm.

* Læs mere
Læs mere om 70ernes vilde skriverkarle i Marc Weingartens bog »The Gang That Wouldn't Write Straight«, Crown Publishers, New York.

* Blå bog – Truman Capote
Født i New Orleans 1924 som Truman Streckfus Persons.
Moderens mand nummer to gav ham efternavnet Capote (udtales Ca-po-tii).
Runner på The New Yorker, skribentvirksomhed.
Manuskripter til film, musicals og bøger. »Holly« er filmatiseret med Audrey Hepburn. Capote ville have foretrukket Marilyn Monroe.
Død 1984.