’Sprogpolitik – fra ord til handling’ er en tynd bog – ikke engang 100 sider – men der er ikke desto mindre masser af indhold. Den tager fat på et emne, som ellers sjældent er blevet selvstændigt behandlet i dansk faglitteratur, og den gør det konkret og med fokus på praksis. Det er dejligt, at der bliver sat fokus på dette emne.
Bare så der ikke er nogen misforståelser: Sprogpolitik skal i denne sammenhæng forstås som et delområde af organisationens kommunikationsstrategi, ikke som for eksempel en national plan for at beskytte det danske sprog mod påvirkning fra engelsk.
Bogen har den store styrke, at den præsenterer en nærmest færdig opskrift på udvikling, implementering og vedligeholdelse af en sprogpolitik: Fra revisionen af de eksisterende tekster over uddannelse af medarbejdere til udnævnelsen af sprogambassadører. Og lige, da jeg sad og tænkte at, ”puha, det var godt nok et større projekt med den der sprogpolitik, gu’ ve’ om mindre virksomheder overhovedet kan gennemføre det”, ja så disker forfatterne op med en opskrift tilpasset netop de små organisationer. Det er rimelig tjekket, må jeg sige.
Så på det praktiske plan er bogen virkelig vellykket. Jeg kunne godt have ønsket mig at vide lidt mere om teorien bag sprogpolitikken, for eksempel om der er lavet undersøgelser af dens værdi i kroner og øre for virksomheden. Men det er ikke bogens ærinde, og det er sådan set helt i orden. For den løser den opgave, den har stillet sig selv fornemt: Det er alt i alt en rigtig god guide til den kommunikationsmedarbejder, der skal have ansvaret for sprogpolitikken.
Sprogpolitik – Fra ord til handling
Tina Reichstein
Frydenlund
94 sider, 135 kroner
Fås også som e-bog
Stine Grynberg er anmelderredaktør på fagbladet Folkeskolen
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.