search

Kønt er det ikke, men det virker

Bog: Forfatter: Forlag:

Sjællands Nyheder er et enkelt, velorganiseret og overskueligt site – om end strukturen bliver mindre klar, jo længere ned på siderne man bevæger sig.

Sn.dk har siden 23. juni været fælles nyhedsportal for Sjællandske Medier, som udgiver Dagbladet, Frederiksborg Amts Avis og Sjællandske – tidligere Sjællands Tidende – samt seks ugeaviser. Det nye sites mission er, ifølge pressemeddelelsen, "at imødekomme den moderne nyhedsforbrugers behov for korte og hurtige nyheder på nettet (… og give …) annoncørerne en ny mulighed for at udsende deres budskab både lokalt og regionalt".

Alverdens farver og faconer er i spil på Sn.dk, som jeg ikke vil anbefale at stille op i en skønhedskonkurrence. Gemmer der sig nogen form for logik bag sitets farveanvendelse, så er den gået hen over hovedet på undertegnede. Allergrimmest er det nye logo, som kunne være kreeret af en annoncetegner på en norsk lokalavis en gang i 70'erne. Men nok ikke er det.

Nu har æstetikken aldrig haft højeste prioritet på direktionsgangen i Ringsted, og det grafiske udtryk bliver da næppe heller udslagsgivende for, om Sn.dk vil slå an hos brugerne eller ej. Sitets vigtigste aktiv er naturligvis de lokale nyheder, som får en klar og tydelig eksponering gennem opdelingen af lokalstoffet på hele 27 kommunenavne – fra Helsingør og Halsnæs i nord til Vordingborg i syd. Velordnet, ligesom resten af sitet.

Opbygningen af de enkelte sider følger tre grundmodeller, hvoraf den hyppigst anvendte desværre er den mindst vellykkede. Rigtig mange nyheder serveres med et stort billede øverst, og med mindre man har en computerskærm af en anseelig størrelse, medfører dette, at man først kan læse rubrikken, hvis man scroller nedad.
Den flittige brug af arkivfotos, der kun relaterer indirekte (til tider endog særdeles indirekte) til nyheden, accentuerer problemet. Redaktionens egne fotos er gode og relevante, men i mindretal.

Annoncerne fylder godt i landskabet. De mange gentagelser lader imidlertid ane, at det sjællandske erhvervsliv endnu ikke er sprunget på vognen i helt det omfang, udgiveren havde håbet på. Også den netdebat, der lægges flittigt op til, synes at være tung at trække i gang. Topscorer er grumset i Harboes sodavand, der fik seks læsere til at ytre sig.

Søgefunktion og links til koncernens øvrige tjenester, inklusive radio og tv, fungerer upåklageligt, og det løbende nyhedsbånd i toppen er en fin lille feature, som dog kræver en god netforbindelse, hvis man skal fange de interessante overskrifter i flugten.

www.sn.dk er besøgt i perioden 1.8.-6.9.2009 med Firefox/Mac OSX samt Internet Explorer/Windows Vista.

Ole Munk er designkonsulent, grafisk formgiver og illustrator, uddannet som arkitekt med speciale i visuel kommunikation. Han anmelder websites i Journalisten med fokus på arkitektur, design og funktionalitet.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen