Teddy Petersens "Skriv så det fænger" bør stå på enhver grøn skribents ønskeseddel. Også en del andre – herunder offentligt ansatte – kan lære noget af den.
ANMELDELSE. "Byen summer af liv." Sådan skriver rundt regnet hver anden af de journaliststuderende, som SDU hvert år sender ud for at skrive en reportage fra Kulturnatten i Odense. Jeg ved ikke, hvad de lærer på gymnasiet, men kreativt sprog kniber det med for mange af dem. Hellere en sikker kliche end usikker leg med sproget? Det er da heller ikke en nem øvelse at skrive kreativt og varieret og samtidig holde sig på dydig afstand af subjektive vurderinger og udokumenterede påstande, for hvor går grænsen?
En af dem, der forklarer det allerbedst, er Teddy Petersen, hvis klassiker "Skriv så det fænger" nu er udkommet i en anden udgave. Den første udgave udkom i syv oplag, så en anmeldelse virker latterligt overflødig. Lad dog salgstallene stå et øjeblik i stedet for.
Den nye udgave af "Skriv så det fænger" indeholder den samme humoristiske og overskudsagtige gennemgang af værktøjer til at blive en bedre skribent som den tidligere udgave. Hvordan skriver man let og forståeligt? Hvordan kan man arbejde med aktive verber? Hvordan beskriver man noget sanseligt? Og hvordan finder man billeder, der kan erstatte klicheerne uden at forfalde til værdiladede ord?
Hele vejen igennem er bogen garneret med eksempler, så læseren kan fornøje sig med, hvordan velkomponerende sætninger løfter den gode historie helt ind i sjælen. Teddy Petersen bruger både gamle og nye kilder og opfordrer til, at man læser skønlitteratur for at finde inspiration. Bogen er desuden illustreret med små tegneserieagtige tegninger og et layout, der giver overblik og gør bogen let at absorbere.
Bogens eneste helt nye kapitel på 12 sider videregiver gode råd fra erfarne skribenter om at skrive. De kommer til gengæld hulter til bulter i forhold til resten af bogen. Her er Roy Peter Clarks "Skriveredskaber. 47 uundværlige råd til skribenten" noget mere overskuelig.
Jeg ved, hvordan sprognørder hader sprogfejl, og de findes desværre også i Teddy Petersens bog. "Karakteriser" i stedet for "Karakteriserer", "gnæk" i stedet for "gnæg". Kompetente korrekturlæsere er en uddøende race, men netop i udgivelser om sprog er det fatalt at gå på kompromis.
Det undrer mig også, at nogle kilder fremhæves med navn og andre ikke. Nogle kilder får endda fødsels- og eventuelt dødsår hæftet på i parentes, efter at de er nævnt, mens andre ikke gør det. Jeg kan ikke se systematikken i det, og jeg vil jo gerne kunne finde kilderne, hvis jeg vil læse mere af den pågældende skribent.
De studerende kan også inspirere, og ikke alle forfalder til klicheer. En af dem berettede i år fra Kulturnatten om en bænks liv på sådan en aften og sluttede blandt andet af med at skrive: "Bænken, som hele aftenen har fungeret som hovedkontor, pulterkammer og kantine, er nu bare en bænk." Så håber man på mere af den slags. Med humor og overskud, som i Teddy Petersens bog.
"Skriv så det fænger"
Af Teddy Petersen
Frydenlund, 2. udgave,
172 sider, 199 kroner
Lene Rimestad underviser i journalistik på SDU
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.