Der er to toner, man aldrig bliver træt af at se på. Det er sort, og det er hvid. Sammen daner det nogle af de smukkeste toner, og sammen har de givet os nogle af vor tidligste minder.

ANMELDELSE. Sort hvid fotos har fyldt vores hukommelse gennem generationer, men i disse tider er det en skala, der er under pres. I disse farvestunder er der ikke mange magasiner eller aviser, der ikke køre pantone-skalaen fra ende til anden.
CMYK er det nye black … at dømme efter mængden af sider, der kører igennem nutidens digitale trykmaskiner.
En af de fotografer, der gennem de seneste årtier har skabt fantastiske billeder fra en ellers lukket verden, er musikfotografen Jan Persson. Han har fotograferet de største rockbands i 60'erne og 70'erne og frem mod nutiden, og vel at mærke på en smuk og ligefrem måde. Han har fotograferet, så man kan høre summen backstage og lugte sveden i omklædningsrummet. Han har været med helt inde tæt på, hvor man nærmest aldrig kommer i dag.
Han fotograferede i en tid, hvor man kunne gå ind på hotel d'Angleterre og hilse på stjernerne uden at blive banket af en to meter og ti høj neger med solbriller og strømpistol. Jan Persson har fotograferet dem alle, og dem, han ikke har fotograferet, var ikke noget ved musikken. Det er billeder af The Beatels, Jimi Hendrix, Louis Amstrong i Tivoli, David Bowie og Iggy Pop på banegården, Erik Clapton siddende på gulvet, mens han stemmer guitar, Ringo Star på værtshus, Ben Webster på sax og Keith Jarrett, der religiøst folder hænderne i et guddommeligt lys. Det er intet mindre end små mirakler, og man føler, man er helt inde, hvor der sker. Men der er også en distance i nogle af billederne, man fornemmer, Jan har været en del af et større setup i et overfyldt hotelværelse eller på toppen af Rundetårn med en horde af mennesker. Men Jan Persson kan noget med øjeblikket. Han kan noget med tilfældet, der gør, at billederne, der ikke er imponerende kompositoriske mesterværker, bliver magiske. Ud over fremkalder og fixer har han blandet filmen med et stof af en ph-værdi, der ikke kan måles. En fotografisk x-faktor, som man måske vil sige i disse tider. Et stof, der hedder Jan, og som kun Jan er gjort af. Et personligt udtryk, der gør billederne specielle. Han siger selv, fotografierne ikke er kunst, men håndværk. Til det vil jeg give ham ret, men han var der, han var der, han var der, og så var dét der. Bang. Billedet. Som vi husker 30 år efter. I sort hvid. Bang. Dog synes jeg ikke, bogens format matcher denne mester. En coffee table-book a la en Taschen-produktion havde løftet billederne. Et mere eksklusivt setup, med et signeret print og noget mere unikt. Det havde passet Persson bedre. Bogen er simpelthen for klein.

Og så tager vi springet til nutiden og til den anden siden af jorden, hvor den danske fotograf Jakob Carlsen har fotograferet Asien tyndt. Det er en bog lavet af et af de største talenter fra Politikens fotoafdeling. Han var elev på det legendariske slut 90'er Politiken-hold, men Tine Harden, Nicolai Fuglsig, Joachim Ladefoged og med Heine Petersen som fotochef. Det var dansk presses svar på FC Barcelona. Et hold, der tre år i træk vandt World Press Photo, langt før de andre aviser kunne stave til ÅP. I den skole blev Jakob formet som en sublim, men også lidt undervurderet fotograf. Lidt i skyggen af de store ikoner. Men man fornemmer, at Carlsen har det bedst i skyggen, i støvet, i regnen. Personligt havde jeg håbet, at han lidt tidligere i karrieren havde udgivet en bog. Men Jakob tager sig tid til billederne. Han forcerer ikke noget. Carlsens billeder emmer af stemning. Bogen er fyldt med så mange billeder, og man bliver bombarderet fra alle sider. Af håb og fortvivlelse, af fattigdom og sult. Jeg har bladret den igennem mange gange, og man bliver aldrig rigtig færdig med den. Nogle vil måske mene, der er for mange billeder, at den er for løst redigeret, men jeg vil mene, at den er grundigt lavet.
Den er på fuldt niveau med den fotojournalistiske klassiker fotobogen "Solomons hus" af Henrik Saxgren. Carlsen er en fantastisk historiefortæller, og forhåbentligt er han ikke ni år om at lave sin næste bog.

Lars Bech er partner i Das Büro

"Musikalske portrætter"
Jan Persson og Mia Fuglsang Holm
Forlaget Ajour
140 sider, 268 kroner

"Outcast – The Repressed People of Asia"
Jakob Carlsen
Forlaget Ajour
224 sider, 388 kroner