Klar kommunikation i 14 trin

Bog: Forfatter: Forlag:

Indimellem får man et brev fra det offentlige, hvor man ikke forstår et suk af det, de skriver.

Så tænker man: ’Så svært kan det da ikke være. Hvis jeg var ansat, ville jeg lige skære den til, så det hele stod knivskarpt’. Men måske er det ikke så let at kommunikere besværlige, kringlede budskaber, der pine død skal være formuleret, så der ikke er noget som helst at tage fejl af. Man kan ikke ’skrive sig ud af det’, hvis det handler om paragraffer og regler.
’Skriveguiden for offentlige virksomheder’ er skrevet af Kresten Bjerg, kommunikationsrådgiver og indehaver af Bjerg Kommunikation, og den er direkte målrettet de personer, der arbejder med kommunikation i offentlige virksomheder, hvad enten det er kommunale forvaltninger, ministerier eller styrelser.
Kresten Bjerg smider de gamle journalistik-tricks ud med badevandet og afskaffer den skarpe vinkel og dogmet om at skrive det vigtigste først. I stedet introducerer han en metode til at gøre kommunikationen enkel og klar. Den består af 14 trin. De 14 trin bliver gennemgået grundigt og med så mange gode eksempler, at ingen kan være i tvivl om, hvad der skal til for at få budskabet ud over den kommunale skranke og ind i borgernes bevidsthed.
Selv om jeg ikke har arbejdet med kommunikation på de områder, Kresten Bjergs bog beskæftiger sig med, er jeg ikke bange for at anbefale den.
De 14 råd og de mange tydelige eksempler gør bogen til en lille håndbogs-perle, der helt sikkert vil kunne gøre gavn på hylden bag skrivebordet hos de fleste i de offentlige kommunikationsafdelinger. Jeg gemmer i hvert tilfælde mit eksemplar i arbejdsbiblioteket.

Skriveguiden til offentlige virksomheder
Kresten Bjerg
Hans Reitzels Forlag
132 sider, 200 kroner

Thomas Schiermacher Jensen er freelancejournalist

0 Kommentarer