Kernesund kommunikation

Bog: Forfatter: Forlag:

Bogen leverer stof til eftertanke med hensyn til, hvordan man tøjler sin faglighed, så den netop ikke kommer til at skygge for kerneopgaven eller bliver en konserverende sang om gode gamle dage.

ANMELDELSE. Sandsynligvis har du som ansat i en (ikke engang nødvendigvis) større organisation, som virksomhedsejer (eller måske endda som selvbeskæftiget) stiftet bekendtskab med begreber som din virksomheds Vision og Mission, og måske har du fået de selvsamme begreber galt i halsen ved strategiseminarbuffeten. Eller måske bytter du bare som jeg altid rundt på begreberne eller kløjes i dem, når du bliver vækket midt om natten eller kører i elevator (det er jo som bekendt i slige situationer, at der skal gøres rede for det med en virksomheds Mission og Vision). Til alle jer, der har det som jeg, er der trøst og hjælp at hente i Morten Christensen og Anders Senecas hverdagsinnovationsbog Kend din kerneopgave.
Selv om bogen stiller flere spørgsmål, end den giver svar (jeg synes, det er tydeligt, at Christensen og Senecas aflevering af deres budskab plejer at være i workshop- foredrags- eller undervisningsform, og at man som læser derfor går glip af nogle uddybende forklaringer), er bogen med sin no-nonsense-tilgang til ledelse og innovation en befriende aha-læseoplevelse udi kunsten at finde ud af, hvilke opgaver ens virksomhed eller organisation egentlig er sat i verden for at løse og med det klare fokus at skabe forudsætninger for innovation. Bogen leverer stof til eftertanke med hensyn til, hvordan man tøjler sin faglighed, så den netop ikke kommer til at skygge for kerneopgaven eller bliver en konserverende sang om de gode gamle dage, hvor vi alle var dygtigere, havde bedre tid, og der var flere hænder.
I Christensen og Senecas optik er kerneopgaven netop en opgave, som skal give borgeren en oplevelse og ikke en ydelse (eksemplificeret ved 'læring' som skolens kerneopgave i stedet for blot 'undervisning', som jo kun kan varetages af en faglighed, lærerens, og som sætter rengøringsassistenten, skolebibliotekaren og pedellen uden for medansvar, indflydelse eller engagement). Kend din kerneopgave, som dog mest er henvendt til ledere eller ansatte i offentlige organisationer, vil være et nyttigt redskab i hænderne på kommunikationschefer og -medarbejdere, når der skal kommunikeres udad (til for eksempel højtråbende pårørende til plejehjemsbeboere), indad (når medarbejdernes fokus på kerneopgaven skal fastholdes) og opad (når politikere eller andre beslutningstagere skal forstå kerneopgaven for at kunne formulere regler og politik, så der ikke bliver tale om benspænd, men om fælles fodslag på alle niveauer). Hvor begrebet "Kerneopgave" giver mening for undertegnede læser, har jeg det sværere med passager som: »Det rene gulv er ikke målet (…) men om hun (Hanne, rengøringsassistent og case i bogen) undervejs sender et positivt signal om, at hun er til stede for at gøre en forskel – for borgeren. Men hvis vi alle skal acceptere endnu en dosis ledelseslitt og nogle større kommunale nullermænd i vished om, at de offentligt ansatte bruger deres tid på det rigtige, er det helt ok med mig. Imens kan vi andre jo passende bruge næste elevatortaletid på at fundere over, hvad der er vores egen (virksomheds) kerneopgave.

Kend din kerneopgave – Innovation til hverdag
Morten Christensen og Anders Seneca
Gyldendal Business
158 sider, 300 kroner

Julie Asmussen er grafisk designer

0 Kommentarer