Kampen mod tidsånden

Bog: Forfatter: Forlag:

ANMELDELSE: For os, der var med, dengang dagbladet Information i halvfjerdserne og de tidlige firsere surfede af sted på marxisme-bølgen og kunne prale med oplagstal, der var oppe at strejfe de 40.000, virker det nærmest naturstridigt, at samme avis i dag synes at have fået tidsånden som sin værste fjende. 70-årsfødselaren trykker nu blot 19.000 daglige eksemplarer og mister 500 abonnenter for hvert nyt lys, der skal sættes i kagen. Og de læsere, der holder ved, er tæt på at være jævnaldrende med deres avis.

Sådan noget skal der naturligvis reageres på, og i Store Kongensgade hedder recepten  ”dybere weekend – skarpere hverdag”. Mere læsestof fredag og især lørdag, samt mulighed for at vælge printavis i weekenden og digitalt abonnement i hverdagen. Et godt tilbud, som mange i Informations miljø- og ressourcebevidste fanskare sikkert vil takke ja til.

Torsdagens filmtillæg er sløjfet til fordel for en ny, bredere kultursektion om fredagen, mens lørdagsavisen byder på LITTERATUR (i sin klumme forsøger redaktøren med begrænset held at forklare, hvorfor sektionen ikke længere bare hedder Bøger) samt flagskibet MODERNE TIDER, der nu udkommer i magasinformat og på kraftigere papir … som imidlertid burde have været både tykkere og hvidere, hvis det for alvor skulle signalere kvalitet.

I en presset situation som den, Information nu oplever, er dilemmaet, at enhver satsning næsten uundgåeligt kommer til at indeholde et element af spareøvelse. Det varierede layout, der i MODERNE TIDERs glansperiode bidrog til at gøre lørdagstillægget til weekendens bedste læseoplevelse, er afløst af en stram, skabelonpræget form, der utvivlsomt er hurtigere at fylde med stof, men som også får indholdet til at fremstå mere stereotypt. De visuelle muligheder, der ligger i det beskårede format, udnyttes i premiereudgaven kun i meget begrænset omfang.

Det er avisens egen grafiske tegnestue, iBureauet, der står bag den ny form, som bygger videre på Tobias Røders redesign fra 2012. I avissektionerne fastholdes det femspaltede format, der giver god læselighed, men efterlader uheldige ”luftlommer” i forhold til annoncerne, som Information trods alt stadig har nogle stykker af.

Nyhedsdelen har fået skruet op for overskrifterne med en fuldfed version af rubrikskriften Tiempos (her kaldet i-Headline), der fungerer fint, omend skriften står for løst i de store grader. Rubrikkerne i diverse tillæg sættes med den – desværre langt mere kønsløse – magre udgave af samme skrift.

I betragtning af at avisen markedsfører sine ændringer som en ”relancering”, synes der lidt langt imellem de reelle fornyelser, og jeg savner en klar linje, indholdsmæssigt såvel som grafisk. iBureauet producerer gode og varierede illustrationer, der beriger avisens visuelle udtryk, men konceptuelt er der mange svagheder. Som formgiver kan jeg undre mig over forskellene i placering og udformning af de fire forsidelogoer INFORMATION (centreret), KULTUR, LITTERATUR (højrestillet) og MODERNE TIDER (venstrestillet); men mere problematisk er den flaksende, profilløse måde, hvorpå de nye journalistiske tiltag præsenteres. Som eksempler kan nævnes udlandsopslaget ”Verdens gang” og det ellers godt tænkte debatelement ”Middagssamtalen”, der bestemt ikke gør meget væsen af sig.

Helhedsindtrykket bliver lidt træt og uinspireret … og kommer på ironisk vis til at minde om kliché-billedet på Informations kernelæser. Ham, der toppede for 30-40 år siden – og som synes, at verden af i dag gennemgående er noget juks.

Ole Munk er designkonsulent, grafisk formgiver og illustrator, uddannet som arkitekt med speciale i visuel kommunikation. Ekstern lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han anmelder mediedesign i Journalisten med fokus på arkitektur, funktionalitet og æstetik.

0 Kommentarer