Julegaven til din chef

Bog: Forfatter: Forlag:

 

Effektiv uden stress
Af Lis Lyngbjerg Steffensen
Børsens Forlag
177 sider, 225 kroner

Mega-pixi til lederen, der gerne vil forebygge stress. Det vil lynhurtigt smitte af på medarbejderne. 

Tekst: Lene Sarup, redaktionssekretær på Fyens Stiftstidende og med i arbejdsgruppe om stress-folder

Hvordan spiser man en elefant? Ligesom man bygger et stressberedskab op, og ligesom man behandler en stresskollaps. Langsomt og et lille stykke ad gangen.

Så enkelt er det – og enkelhed er det, journalist Lis Lyngbjerg Steffensen har valgt at satse på i »Effektiv uden stress«, hendes anden bog om emnet.

Størrelsen varsler med lidt god vilje lommebog – og den fortættede udgave kan nemt holde opmærksomheden fangen og gennemlæses på en togtur fra Århus til København – hvis ikke du forstyrrer din chef med for mange mobil-opkald.

Motivationen til at læse bogen burde ligge lige for. I bogen siger stresscoach Lasse Zäll:

»Når man har for meget at lave og har for travlt, tager man alt for mange forkerte beslutninger. Dem skal man så redde sig ud af igen, og så bliver det et arbejdsliv og tit også et privatliv med feberredninger. Den adfærd er reaktiv og får ikke ressourcerne frem i hverken leder eller medarbejdere.«

Bogen rummer både den viden om stress og forebyggelse, som Sverige er så langt forud for Danmark i, og praktiske erfaringer fra Danfoss, Jyske Bank og Novo Nordisk IT, der også bør kunne omsættes til danske medievirksomheder.

Og når man i bogen læser om, hvad lederen bør undersøge for at finde ud af, om en medarbejder ligger over eller under den sunde del på stress-kurven – »Sover medarbejderen godt om natten?… Trænger han eller hun til ferie, afspadsering, fridage? Til massage, fysioterapeutisk behandling eller afspænding?« – så kan man kun glæde sig til denne velskrevne håndbogs forhåbentlig store udbredelse.

 

0 Kommentarer