Anmeldelse af Journalistica # 1.

Danmark har fået et tidsskrift for forskning i journalistik. Det første af slagsen herhjemme. En lille paperbackbog, der skal udkomme tre gange om året.

Og hvorfor nu det? Jo, svarer ansvarshavende redaktør Roger Buch i sin velkomst, fordi "der er et behov".

Jeg kunne ikke være mere enig. Den rasende udvikling i mediebranchen og den lige så hastige udvikling i uddannelsen af journalister har skabt et behov for at opsamle viden om journalistik. Standse op og se, hvad der virker, og hvad der ikke virker.

Og oplægget virker lovende. Skrivevejledningen kommer for eksempel med følgende anvisning:

"Journalistica bestræber sig på at være et tidsskrift, som ikke alene giver læseren oplevelsen "hvor var det klogt", men også oplevelsen "hvor blev jeg klog"."

Jeg har læst samtlige seks artikler over 127 sider, og jeg er ked af at skrive det, men mit samlede indtryk er: Hvor var det dog klogt!

Det første nummer, som er et temanummer om etik, er fyldt med fremmedord og henvisninger til filosoffer, sociologer og teorier af alle slags.

Det kan være fint nok. Men efter at have læst velkomsten må jeg formode, at en væsentlig del af målgruppen er nogenlunde almindelige journalister med interesse i faget. I så fald skyder de syv ellers særdeles kompetente skribenter langt over målet. Jeg har nu skrevet en håndfuld år for Journalisten og underviser i faget, men ville ikke læse mig frivilligt igennem tryksagen.

Den er simpelthen for kedelig.

Og øv. For der gemmer sig masser af interessante resultater og betragtninger i bogen. Der ligger materiale til mindst tre gode temaer i dette blad. For eksempel får Pressenævnet på puklen, ligegyldigt hvilken vinkel man analyserer det støvede organ fra. Hver fjerde journalist siger i en undersøgelse, at han/hun dagligt oplever eksempler på dårlig journalistisk etik, og læserne efterlyser flere 'hyrdehunde', mens de mener, at der er nok 'vagthunde' i pressen.

Interessant stof. Det skal bare pakkes ud og sendes på en lang rejse ned ad abstraktionsstigen.

Se for eksempel, hvordan Anker Brink Lund 'letter' i sin artikel:

"Vi fokuserer derfor på nøgleelementer ved diffusion af innovationer i danske medievirksomheder med særlig henblik på læreprocesser, som kan kvalificere den teoretiske referenceramme og tjene til inspiration for fremtidige forandringsprojekter med et lignende design."

Det værste er, at han indirekte hudfletter kulturen på de danske mediearbejdspladser og slutter med at anbefale mellemledere (der skal skabe forandringer) at tænke som gode spindoktorer. Derfor er det irriterende, at man skal stave sig igennem teksten og kæmpe med en hær af udenlandske teoretikere, og hvorfor må man egentlig ikke folde eksempler ud i et forskningstidsskrift?

Forfatterne af Journalistica burde vide det: Man skal skrive til sin målgruppe. Det virker, som om de skriver til hinanden, og det er en skam, når nu vi andre også har behov for at blive klogere.

Journalistica # 1, 2006, Forlaget Ajour.