”Har du prøvet at stå og tale med en ung kollega, som pludselig griber efter lommen, fisker sin mobiltelefon op og tjekker et eller andet? Bliver du forundret eller forarget, når du går forbi praktikantens plads, og hun har Facebook åben?” Hvis du kan nikke genkendende til disse scenarier – så vil jeg stærkt anbefale dig at læse bogen ’Digitale indfødte på job’. For så er du formentlig ikke ægte digital indfødt.
De studerende i DJ lavede sidste år en undersøgelse, der viste, at 18 procent af dem, der svarede på undersøgelsen, har så svære stresssymptomer, at de burde være sygemeldt! Som analog arbejdsmiljøkonsulent og stressrådgiver i DJ (har endnu ikke udviklet en digital app til at gøre mit arbejde) er jeg naturligvis bekymret over de tal og har forsøgt at finde en forklaring på, hvad der bøvler sådan for de unge i branchen. Min bekymring deles af mellemledere, tillidsvalgte og praktikantvejledere. Os, der tilhører en generation, som ikke er opvokset med sociale medier.
Bogen bygger på kvantitative undersøgelser, forskning og kvalitative interviews. Den er bygget logisk og meget gennemskueligt op. Hvert kapitel giver input til et tema, og i slutningen af kapitlet gives gode råd og redskaber til temaet. Bogen slutter tilmed af med et digitalt ledelsesmanifest, så hvis du har for travlt med at lede og ikke har tid til at læse hele bogen, kan du finde en slags facit bagerst i bogen.
Bogen indeholder synspunkter som: Anerkend for anerkendelsens skyld. Drop mus-samtalerne. Bliv venner med dine medarbejdere på Facebook, og ”like” dem og deres arbejde her. At virkningen og værdien af feedback afhænger mere af, om den er frekvent end fortjent. At vi skal holde op med at tale om naturlige skel mellem arbejde og privatliv. At det for en digital indfødt er lige så vigtigt at svare på en sms midt i en samtale med en anden som at reagere, hvis nogen prikkede dem på skulderen. At forventningsafstemning er til forhandling og i forandring hele tiden. Og at du godt kan gå ud fra, at den måde, du vil ledes og anerkendes på, kan have den præcis modsatte effekt på dine unge medarbejdere og kolleger.
Det gav mig stof til eftertanke og et indblik i, hvad der begejstrer, men også belaster de seje unge medie- og kommunikationsmedarbejdere, som jeg møder alt for mange af i min stressrådgivning.
Jeg er analog indfødt og digital indvandrer. Med bogen her har jeg fået starten på et oversættelsesprogram – eller mere analogt – første bind i en serie af ordbøger – til det sprog, som de digitale indfødte taler og forstår, og som jeg som indvandrer skal øve mig på.
Jeg 'liker' bogen og har allerede anbefalet den mundtligt til flere ledere og på min facebookprofil.
Bog: Digitale indfødte på job
Forfatter: Søren Schultz Hansen
Forlag: Gyldendal Business
216 sider, 300 kroner
Anmelder: Eva Jakobsen, arbejdsmiljøkonsulent og stressrådgiver i DJ
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.