Efter et halvt års nedlukning af samfundet kan ingen være i tvivl om betydningen af infografik som et fantastisk redskab til at visualisere statistikker på smittetryk, dødstal og andre data på Covid-19. Men hvordan er infografikken som virkemiddel blevet til? Hvor kommer den fra, og hvem var de første til at fremstille infografik? Det kortlægger den britiske lektor i multimedie og journalistik på Newcastle Universitet Murray Dick i sin historiske gennemgang af infografik i massemedierne, hvor han samtidig sætter dens udvikling i et politisk og kulturelt perspektiv.

Med afsæt i den britiske presse tager Dick os tilbage til slutningen af 1700-tallet, hvor den infografiske æra begynder, da den skotske ingeniør William Playfair og den engelske historielærer Joseph Priestley fremstiller sine første diagrammer. Vi får en grundig indføring i deres banebrydende diagrammer, baggrunden for deres metode og anvendelse, og vi er med, når startskuddet lyder til et brud med nyhedsmedier som et eksklusivt medie for overklassen i et klasseopdelt Storbritannien. Adgangen til informationer var forbeholdt de få i samfundets elite, som kunne læse. Resten måtte tro på, hvad de hørte.

Videre i Dicks historiske gennemgang vil læsere med indsigt i infografikkens forhistorie nikke indforstået til beskrivelsen af Florence Nightingales eksploderede lagkagediagrammer, Neuraths piktogramsprog i form af Isotype, mens nye studerende i bogens første del nok vil føle sig hensat til en lang forelæsning på universitetet. Lix-tallet er til tider unødvendigt højt, og det lange tilløb i bogens førstedel forekommer en anelse tungt. Det gælder for eksempel, når Dick redegør for Storbritanniens selvforståelse som nation i transformationen fra slaveimperie til industrimagt. Behøver man virkelig at læse det gamle testamente for at forstå det ny? Den loyale og vedholdende læser belønnes dog snart, for flyveturen bliver desto bedre i bogens sidste kapitler, hvor Dick samler sine konklusioner.

Her falder brikkerne fra 17- og 1800-tallet på plads med infografikkens plads i nyhedsbilledet anno 2020 – både i forhold til den teknologiske udvikling og brugernes adfærd, og mon ikke chefredaktører, undervisere og udøvende infografikere – også uden for Storbritannien – den dag i dag kan genkende konflikten mellem journalisters skepsis over for infografik som valid dokumentation i forhold til det skrevne ord?

Murray Dick er bedst i de passager, hvor han selv sætter spørgsmålstegn ved grafikkernes relevans og præcision, i stedet for at benytte den utrættelige kildehenvisning, som flere steder endda besværliggør læsningen. For eksempel når han i fem teser for go’ infografik giver et bud på, hvordan fremtidens infografik kan se ud.

Bogen er udstyret med alt for få eksempler på grafikker i forhold til deres omtale – eksempelvis mangler vi at se den britiske pioner Peter Sullivans grafikker fra 70’erne – og deres gengivelse er i en størrelse, der efterlader grafikkerne gnidrede og ulæselige.

Martin Kirchgässner er infografiker