Anmeldelse af  Jan Stage: Signatur. Essays og journalistik 1961-2001.

Jan Stage ser granskende og olmt ind i læserens øjne fra Carsten Ingemanns forsidefoto. Det er med billedet som med teksterne. Her er en mand, der har noget på sinde. Han vil rapportere, kommentere og også gerne korrekse, det sidste især på den danske venstrefløj, hvorfra han kom. Hans år som ung journalist på det kommunistiske Land og Folk gav ham et afsæt i sit senere liv, fra idealist og rebel til livslang kritiker af den venstrefløj, som han så svigte, først i Cuba, senere i Portugal og Nicaragua. Det sidste ville være mindre interessant, hvis det ikke lige var, fordi han skrev så djævleblændt godt. Stage løfter, når han er bedst, sin journalistik op i mesterklassen.

Lasse Ellegaard har som bestyrer af Jan Stages efterladte skrifter været i arkiverne og gelejder læserne gennem de 400 sider artikler og essays. Bogen udkommer på dagen, hvor Stage ville være fyldt 70 år. Han døde for fire år siden.

Jan Stages skrev sig med sin egen signatur ind i venstrefløjens voldsomme opgør i de år, hvor Cuba, Chile, Vietnam og Portugal var på dagsordenen (efter Land og Folk ansat på Dagbladet Information og Politiken). Der hvor han skilte sig ud fra kollegerne var på hans drift til at være med bag de fremskudte linjer fra Havanna og Bolivia til Afghanistan. Der er en nærmest rørende reportage fra hans møde i 1965 med Fidel Castro i en sukkermark på Cuba. Fidel vil ikke spilde tiden, han er i gang med at hugge sukkerrør (6.000 kg om dagen praler han), så Stage må interviewe ham ude i sukkermarken, mens revolutionshelten fra Sierra Maestra pukler. Hvad spørger han ham så om? Efter de obligatoriske bemærkninger om sukkerproduktionen er der en kort ordveksling om Guevaras kamp i Venezuela. Hvad med den bølge af anti-kommunisme, der skyller ind over kontinentet, spørger Stage troskyldigt. Castro svarer fiffigt: »Gorilla'erne finder på så meget, og vi kan roligt overlade det til historien at si sandheden fra løgnene.«

Stage arbejdede for cubanerne og var pengekurer til Che Guevara styrker i Bolivias bjerge. Senere var han en af de første til at rette brodden mod forvitringen i den cubanske revolution. Han havde den troldsplint i sit sind, at han tit tænkte kontrært. Vendte om og gik i modsat retning af, hvad andre gjorde.

Sin sidste rejse foretog han en måned efter 11. september, hvor hans tyske forlægger Hans Magnus Enzensberger forlanger, at Stage tager til Afghanistan, i hvert fald til den pakistanske grænse ind til Osama Bin Ladens tilholdsland. Jan Stage vidste intuitivt, at det blev hans sidste rejse. Men han bemærker til Ellegaard under mellemlandingen i Istanbul, at Osama bin Laden og hans hardcore trosfæller har det samme kørende, som »der foregik i vores hoveder dengang 70'erne … Vi levede i vores helt egen verden … og var overbeviste om, at vi havde retten og moralen på vores side.«

Det er en for ham typisk modvendt tanke. Han forlod desillusioneret, men klogere denne vi-tænkning fra 70erne. Og han ville sikkert også i dag lægge tilsvarende afstand til al-Qaeda. Det er blevet en granskende bog, hvor signaturen "js" står prentet hele vejen i bundlinjen. For reportere en pligt at læse, for alle andre en nødvendighed.

Jens Nauntofte arbejdede samtidig med Jan Stage på Dagbladet Information.
Nu udlandskorrespondent ved TV Avisen.

"Signatur. Jan Stage, essays og journalistik 1961-2001", udvalgt og kommenteret af Lasse Ellegaard, Lindhardt & Ringhof, 411 sider, 299 kroner.