Siden iPad'en blev lanceret i april, har ethvert medie med respekt for sig selv arbejdet på at lancere enten en applikation eller et website, der kunne leve op til tablet-computernes krav.
ANMELDELSE. I november kom iPad'en til Danmark, det har resulteret i lanceringer fra blandt andre Berlingske Business, Nordjyske Inside og webmagasinet Reflexx – der dog har valgt tre forskellige strategier.
Berlingske Business-applikationen er en klassisk nyheds-applikation. Den er gratis at downloade, og artiklerne er ligeledes gratis – i øjeblikket – dog er det Berlingskes plan at gå over til betaling via abonnement på et senere tidspunkt.
Når man åbner den, bliver man mødt af blandt andet "seneste nyt", "fra avisen", "børstal" og "dagens billede". Det tager lidt tid at vende sig til at navigere i undermenuerne, men applikationen benytter sig dog af en brugerflade, der minder så meget om et traditionelt website, at de fleste brugere vil lære at manøvrere relativt hurtigt.
Desværre opstod der flere fejl og døde links, da jeg klikkede rundt – det virker, som om det har hastet lidt rigeligt med at komme på markedet.
Kvaliteten af det tekstmæssige indhold er der ikke noget i vejen med – der er både længere ganske udmærkede artikler og korte nyhedsopdateringer i bedste Berlingske Business-stil. Dog generer det mig, at der er brugt relativt mange stockfoto – gab!
Nordjyske Medier har ligeledes lanceret en applikation med magasinet Inside. Selve applikationen er gratis, men hvert magasin koster 18 kroner – dog er de første fire gratis. Inside udkommer to gange om ugen og har hver gang tre hovedhistorier. Desuden er der blandt andet et par oversatte historier fra The Economist i den seneste udgave – slet ikke dumt, hvis man skal nå et publikum uden for det nordjyske.
En del af magasinets kilder og annoncører er dog fortsat nordjyske, det giver magasinet en snert af provins, der nok i sidste ende vil få mig til at investere i de internationale pendanter.
Dog trods alt stor ros til Nordjyske for at gøre et ambitiøst forsøg. Ud over navigationen, der er nærmest umulig at gennemskue i starten, så er der lagt kræfter i udtrykket, der er brugt relativt velproduceret video og tænkt i gennemført magasinproduktion.
Online-magasinet Reflexx er lanceret som en del af forskningsprojektet Digital Urban Living. Magasinet er ikke en applikation, men et website, der er optimeret primært til tablet, og indholdet kan opsummeres i "lidt, men godt".
Hver torsdag offentliggøres et tema – gennemarbejdede artikler – ofte med enten lyd eller video som en del af artiklerne. Dog er det overordnede indtryk temmelig teksttungt og ville have godt af et grafisk løft. Reflexx består desuden af et community, hvor brugerne kan ønske og diskutere temaer. Brugernes kommentarer bliver flere steder brugt elegant i venstre side af artiklerne.
I og med at der ikke er de store grafiske eller indholdsmæssige svinkeærinder, så fungerer Reflexx ganske udmærket som site – ingen grund til at smide tusindvis af kroner i at udvikle en applikation.
Hvilket må være anmeldelsens vigtigste pointe: "Hvorfor lave en applikation, hvis et site kan gøre det?" – og svaret giver nok trods alt sig selv – fordi det er lettere at kræve betaling for et abonnement, der indgår i en applikation end det er for et website. Det er dog ærgerligt, at så få – både danske og internationale – medier formår at udnytte iPad'en til fulde. Der er alt for ofte tale om udvidede pdf'er, hvor der hverken er tænkt i digitale info-graphics, stills, video eller andet dynamisk visuelt indhold. For pokker, hvor er det ærgerligt!
Didde Elnif er programchef for New Media Days
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.