ANMELDELSE. Hvis det er journalistik, så er det den mest vulgære, mest perfide tabloide journalistik. Opskriften indeholder en blanding af kendte mennesker, sex, vold, penge, magtmisbrug, stoffer, biler, motorcykler, våben, glamour og så videre. Det eneste, vi mangler, er nogle royale personligheder. Ellers er pakken tabloid hele vejen igennem. Og det er en lækker pakke. Læseren får ikke for lidt. Det er skrevet, som en dygtig, litterært begavet, tabloid journalist ville skrive det. Som journalistik er projektet en succes. Forfatteren afslører magtmisbrug, formen er tabloid, genren en roman, og dokumentationen må ligge et eller andet sted, for Sønderjyden har gemt beviserne.

Jeg ser det hele som en elegant udtænkt helgardering og dobbeltkontrakt med flere mulige udgange. Det er (måske) sandhed, men klædt som en roman, og derfor kan Ken B. skrive, hvad han vil med henvisning til forfatterens ret til at digte, forvride, maskere og skønmale. Imens imperier falder ned om ørerne på os, kan han læne sig tilbage og sige, at han jo bare har skrevet en roman.Men fiktionen viser sig at være sand, og det gør ondt på den journalistiske elite.

Denne dobbeltkontrakt efterlader læseren i dyb forvirring: Er forfatteren selv hovedpersonen? Eller er han en figur i en roman? Hvor begynder og slutter det ene og det andet? Dokumentationen i den virkelige verden passer tilsyneladende perfekt med romans blafrende sindssyge påstande. Denne symmetri gør romanen til et vidneudsagn, en slags blanding af new journalism og afslørende journalistik. Ken B. Rasmussen har med sin bog ramt lige i solar plexus på den journalistiske selvretfærdighed og magtfuldkommenhed.

Dobbeltkontrakten gør også, at personerne i bogen hverken kan kræve dementier eller genmæle. Det er provokerende ud over alle grænser. For personerne bliver udleveret til mindste kussehår. Og nu ved vi, hvem de er, men vi ved ikke, om det er fiktion eller ej. Beviserne er der et sted, fremgår det af bogen. På lydoptagelser af fortrolige samtaler med chefredaktørerne, mms’er og kasserede sider til Set & Hørt, som Sønderjyden har taget kopier af – for en sikkerheds skyld. Måske.

Jeg vil personlig gerne betale Ken B. Rasmussen den højeste SU i de syv uger, det tager at skrive sit BA-projekt. Hvis han altså på det punkt også er identisk med Sønderjyden, der aldrig fik gjort studiet færdigt. For jeg synes, at hans projekt er hamrende interessant. Legen mellem fiktion og sandhed, udlevering af moral, dobbeltmoral og anløben moral pakket ind i sex, vold og indtagelse af diverse substanser. Det her er ikke et højlitterært værk, og det skal ikke bedømmes som det. Det er ”bare” en god historie, som bør fortælles, og det gør Ken B. Rasmussen. Et sted i blandingen mellem de to personer sidder en ekstremt begavet journalist og fornøjer sig med at se virkelighedens Set & Hørt kvæles langsomt i sine egne metoder. Imens kan jeg gå rundt og tænke over, hvor meget mere der er sandt i den bog.

Måske kan vi endda også takke Ken B. Rasmussen for, at overvågningen af borgernes mindste lille bevægelse endelig er kommet på dagsordenen. Det skal selvfølgelig lige gå ud over nogle kendte først, men nu debatteres overvågning for første gang seriøst. Man kan undre sig over, at det skulle være en roman, der fik skyklapperne til at forsvinde. Måske havde Ken B. Rasmussen også det på sin lille liste over mulige konsekvenser af offentliggørelsen. Jeg ved det ikke. Men jeg er glad for det hele. Det er fandme godt gået.

Bogen trækkes voldsomt ned af en stor mængde irriterende fejl. Muligvis genereret af teknik, fordi min version er en e-bog, plastret til i forkerte mellemrum, manglende bogstaver og flydende marginer. Det er garanteret ikke Ken B. Rasmussens skyld. Han ville sandsynligvis have banket tænderne ud på forlæggeren, hvis han havde set det. Sønderjyden ville i hvert fald.

Livet, det forbandede
Ken B. Rasmussen
Bogkompagniet
382 sider, 249 kroner

Lene Rimestad er journalist, ph.d.-studerende og journalistisk lektor