Mohamed Amins fotos fra Etiopiens hungerkatastrofe førte til velgørenheds-koncerten Live Aid. Ti år efter at et flystyrt tog livet af Afrikas bedst kendte kameramand, har hans søn lavet et bittersødt portræt.

FADERFIGUR. Det er svært at overgå de billeder af Etiopiens sultkatastrofe, der en oktoberdag for 22 år siden gjorde kameramanden Mohamed Amin verdensberømt.

Tre præsidenter indrømmede senere at have grædt foran tv-skærmen. George Bush – daværende amerikansk vicepræsident – skrev en fotocheck på en milliard dollar til Afrikas sultende og overrakte den symbolsk til Amin. Den irske popsanger Bob Geldof arrangerede 16 timers Live Aid-koncert, hans amerikanske kolleger Michael Jackson og Lionel Richie gjorde sult til sing along med »We Are The World«.

Og ja, Nanna Lüders skrev fællessangen »Afrika« og slap i slipstrømmen fra den globale omsorg endog af sted med nonsens som at kalde kontinentet »det land, som alle børn kender«.

Alt sammen på grund af Amins optagelser, der reddede hundredtusinder at etiopiere fra at dø af sult og gjorde ham til en af verdens bedst kendte kameramænd.

Men hjemme i Nairobi, Kenya, gik en søn, Salim Amin, med sine egne og anderledes billeder af »manden, jeg idoliserede, men dårligt kendte«. Med sig selv som guide har Salim Amin i tiåret for faderens død derfor netop færdiggjort dokumentarfilmen »Mo & Me« som »en rejse ud af skyggen fra en mand, jeg regnede for larger than life«.

DET ER IKKE KEDELIGT. Kolleger, konkurrenter og Mohamed Amins ofte bedragne hustru bidrager alle med anekdoter, lovsang og giftigheder som supplement til 35 års enestående optagelser fra Amins kamera:

Den centralafrikanske kejser og kannibal Jean-Bédel Bokassas kroning (som kostede en fjerdedel af bruttonationalproduktet), den ugandiske diktator Idi Amins velvoksne maveplasker i sin swimmingpool, det sidste billede af den etiopiske kejser Haile Selassie, før han angiveligt blev kvalt i sin seng efter ordre fra landets nye magthavere.

Dertil et endeløst antal borgerkrige og revolutioner, som regel filmet med vindernes øjne.

»Tabere bryder sig ikke om at blive foto graferet og ender som regel med at myrde fotografen. Så der er masser af optagelser af far, der befrier Afrika,« lyder en af Salim Amins ofte syrlige kommentarer i dokumentarfilmen.

»Han havde et stort ego. Der er få kameramænd, der har så mange optagelser af sig selv. Han sikrede, at der også var folk, der tog billeder af ham – om det så skulle være vores egne medarbejdere,« siger Salim Amin, da vi mødes i faderens firma Camerapix i Nairobi.

Farmand kigger med fra et enormt portræt for den ene ende af skrivebordet, i den anden ende kører billeder af Salim Amins egne børn som pauseskærm på hans computer. I midten sidder en mand, der angiveligt er træt af at blive introduceret som Mohamed Amins søn, men modtager gæster i et veritabelt museum over faderens bedrifter.

På væggen hænger Mohamed Amins mange diplomer og priser. I en åben kuffert ligger den kunstige, batteridrevne arm (med et 12 volt ekstra udtag til hans kamera midt i biceps), som tillod ham at arbejde videre efter en eksplosion under Etiopiens borgerkrig, der var tæt på at slå ham ihjel.

DEN KUNSTIGE ARM blev reddet fra bunden af Det Indiske Ocean, efter at Mohamed Amin for 10 år siden blev dræbt på den eneste logiske måde: Under dagens største mediebegivenhed. En fejlslagen flykapring endte med et styrt i havet ud for Comorerne, da flyet løb tør for brændstof. Amin var blandt passagererne, men døde ifølge legenden stående, travlt optaget af at forhandle med flykaprerne.

»Jeg har ofte mareridt om, at han ikke døde, og ser ham komme ind på mit kontor, mens han råber: Hvad har du gjort ved mit firma – kom væk fra min stol!« siger Salim Amin.

Som ung og ansat i faderens billedbureau var han dagligt offer for Mohamed Amins berygtede insisteren på det perfekte.

»Han kommunikerede i memoer. I tre kopier. Så kunne han altid bladre tilbage, hvis jeg hævdede, at han aldrig havde bedt mig gøre det ene eller det andet,« siger Salim Amin. Sønnen kom typisk hjem fra Nairobis natklubber på samme tidspunkt, som faderen stod op for at arbejde: Klokken to om morgenen.

»Ubevidst har jeg de seneste otte-ni år forsøgt at bevise, at jeg ikke er det totale tidsspilde, som han regnede mig for,« siger Salim Amin om »Mo & Me«.

Men samtidig har han i filmen også givet sin mor, Dolly Amin, en chance for at tale om både kærlighed og skuffelser i sit forhold til faderen, som friede i sit mørkekammer. Få timer efter brylluppet tog han på reportagetur. Og siden medbragte Amin sin mangeårige elskerinde fra kontoret i London, da han blev kaldt op til Dronning Elizabeth for at få en orden for sin indsats for journalistik og Afrika.

»MO & ME« INDEHOLDER OGSÅ tilløb til presseetiske diskussioner, ikke mindst hvor Salim Amin taler om faderens »leflen for diktatoren« i omgangen med Ugandas vanvittige massemorder Idi Amin. Mohamed Amin sikrede sig nærmest uhindret adgang til diktatoren, blandt andet ved at levere mange af de billeder, der opbyggede hans image. Et af de kendteste viser Idi Amin i bærestol på skuldrene af hvide forretningsfolk.

»De brugte hinanden. Jeg ved ikke, om det kompromitterede hans moralske integritet – men det sikrede ham adgang,« siger Salim Amin. Og den adgang udnyttede faderen til også at dokumentere massedrabene i Idi Amins rædselsregime. For en sjælden gangs skyld uden byline.

Mohamed Amins succes byggede på et fintmasket net af kontakter i sorte notesbøger, som han ifølge sønnen »vogtede over som en gnier«. Nybegyndere i branchen kunne få hjælp. Men ikke konkurrenterne. Under klimakset i Etiopiens borgerkrig stoppede han kollegerne fra CNN, da de forsøgte at sende bånd ud med et fly, han havde skaffet til Addis Abeba. To dage efter donerede de samme kolleger blod, da en eksplosion havde flået Amins arm af. Men det ville være for meget at påstå, at det var af kærlighed.«

»Han var en skånselsløs forretningsmand. Han ville være den eneste med historien,« siger Salim Amin.

Mohamed Amin ville derfor have mere end én grund til at glæde sig over, at det aldrig er lykkedes at overgå hans 22 år gamle billeder af sult fra Etiopien. Da popmusikken var døet hen, efterlod den kolossale opmærksomhed en mere blivende gevinst for Afrikas sultende: Man fik lavet varslingssystemer, der kan forudse og forebygge hungerkatastrofer i tide. Men ikke fuldstændigt, hvilket sidste års problemer i Niger afslørede. Men systemerne er effektive nok til, at de – selv om man måske ikke burde skrive det – har frustreret generationer af fotografer og pressefotografer, der med Amins billeder i hovedet forgæves er draget ud for at finde lige så visuel lidelse. /

»Mo & Me« er instrueret af Roger Mills og Murad Rayani med Salim Amin som fortæller.
Mere på www.meandmo.net